Betragtninger fra Havanna

Jeg vil denne gang forsøge at give et lidt mere indgående billede af alle de sanseindtryk vi får her i Havanna.

Om morgenen vågner vi samtidig med gaden. Der er ingen vinduer i vores værelse kun nogle skodder med lameller, så vi kan høre alt hvad der foregår, både på gaden, men så sandelig også inde i husene, da de andre jo heller ikke har vinduer.

En stor lastbil stopper lige nedenfor, og ud over larmen, sender den helt sikkert en stank af bilos ind over os i vores seng. Nogen gange holder bilerne i tomgang, og så kan stanken blive ret massiv.

Mennesker snakker sammen mens en klirrende kærre med metalhjul bliver kørt igennem gaden. Der bliver kaldt, nogen gange hen ad gaden, men ligeså tit fra gaden og op på altanerne eller omvendt. Under det hele ligger en konstant summen af biler længere nede fra byen.

En hund gør vedholdende, en anden stemmer i. En gammel mand kæmper med sin hoste og sender til sidst en opharket spytklat af sted. Langsomt mens vi vågner rigtigt, bliver gaden mere stille. Vi er bare et par slumrende turister, mens alle andre har noget at foretage sig. Enten skal de på arbejde eller i skole, i hvert fald er der næsten stille igen når klokken bliver ni.

Nu kan vi høre vores værtinde Dinorah pusle i køkkenet. Hun er ved at lave morgenmad til os og skærer eksotiske frugter som bananer, ananas, papaya og guava ud i mundrette bidder. Når hun ved vi er klar laver hun et en gang røræg til os begge og til sidst laver hun kaffe og varmer mælk. Før det har hun hentet boller nede i det lille brødudsalg på gaden, hvor hun har fået krydset af i sin rationeringsbog.

Måske er det en af de dage hvor rengøringskonen Emelina er her. Så får vi redt seng og hver anden dag får vi rent sengetøj på.

Når vi senere på dagen går ned på gaden, mødes vi igen af masser af mennesker. Der er ham der er i gang med at reparere sin cykel, ham der roder i skraldespandene efter dåser og plastikflasker, ham der spørger os hvor vi er fra, og om vi vil med hans cykeltaxi. Mange steder er der en firkantet åbning ind i et hus, hvor man sælger forskellige varer lige fra brød til telefonkort og saftevand i plastikbægre. Al denne handel foregår i de lokale pesos og fem boller koster f.eks. under 6 danske kroner for os, og er sikkert endnu billigere for de lokale.

Vi skal hele tiden se efter hvor vi går, for både gader og fortove er fulde af huller og der er også masser af hundelorte og andet.

Skraldespandene kan indeholde lidt af hvert, og især hen imod aften når de er overfyldte, kan man ikke undgå at få øje på diverse. F.eks. så jeg en dag et gedehoved trone højest på en affaldsbunke. Det er heller ikke usædvanligt at møde resterne en slagtet høne – altså hoved og fjer, men faktisk er jeg overrasket over at det ikke lugter mere end det gør. Kun engang imellem kommer der en ram stank af urin, som dog hurtigt afløses af alle mulige andre mere eller mindre behagelige dufte.

Mange steder ligger der fladtrådte små, smalle, hvide kræmmerhuse som har indeholdt ristede nødder. Det falbydes af folk som selv rister og pakker nødderne hjemmefra og derefter sælger dem på gaden, og det er en yndet snack som vi dog ikke har smagt endnu.

I nogle af de små boder kan du også købe kaffe og sandwich.

Vi skal selvfølgelig også holde øje med trafikken. Bilerne har absolut førsteret, så du skal altid regne med at holde tilbage. Byen har kun få fodgængerovergange med lysregulering og ellers er det bare om at kigge sig for og vente til der er fri bane. Det gælder for øvrigt også i forhold til de små gule knallerttaxier og cykeltaxierne. Cykler er der ikke mange af, og det ser også forholdsvis livsfarligt ud at begive sig ud på sådan en, i hvert fald i de store befærdede gader.

Hvis man alligevel vover at kigge op, ser man ligeså meget liv på altanerne. Her holder folk til, og vasketøjet hænger til tørre så det mest af alt minder om scenerne fra Lady og Vagabonden. En del har stadig juletræer stående både på altanerne og inde i stuerne.

Mange har åbent til gaderne fra deres stue, så man får ufrivilligt et indblik i deres privatliv, når de sidder og ser fjernsyn eller snakker og er sammen med familien. Et af plusserne der er ved at bo sådan er, at så kan man jo samtidig lige se om der foregår noget interessant på gaden, men det er tankevækkende at se, hvor nedslidt og småt det er mange steder. Det kan være meget eksotisk for os at kigge på, men må absolut ikke være særligt spændende at tilbringe hele sit liv i.

Kontrasten er slående når man så kommer ned til det store hovedstrøg Pradaen, hvor det ene store hotel efter det andet befinder sig. Godt nok kan man også her fornemme at det er svært at holde standarten vi er vant til, men ikke desto mindre fornemmer man storheden og den rigdom som har været engang.

Vi kan bare gå ind et hvilket som helst sted og købe kaffe eller en mojito uden at vi føler os flået, men samtidig ved vi jo godt, at en almindelig statsansats løn her er omkring 100 kr. om måneden, og det kan undre, at folk ikke ser mere skævt til os.

Tvært imod møder vi hele tiden smilende folk som gerne vil i kontakt. I hvert fald når vi opfører os som det forventes af turister.

Når vi forsøger os i de lokale butikker bliver vi ofte sprunget over i køen, og vi er flere gange blevet mødt at surmulende ekspedienter som ser ud som om alt og alle er til besvær, også de lokale.(Peter siger det er et levn fra kommunismen)

Når vi sidder der med vores café cubana (espresso med sukker) eller café con leche ( kaffe med varm mælk) bliver vi ofte underholdt af ældre musikere som spiller son. Det er den genre som også kan høres på Buena Vista Social Club, og det er vældigt godt sammen med kaffe og kage.

Mørket sænker sig over Havana ved 6 tiden, og selvom der på de store gader er den smukkeste gadebelysning (se billederne fra Malecon) er der også mange steder meget mørkt. Vi har endnu ikke følt os utrygge, måske på nær en enkelt gang, hvor vi godt kunne fornemme at vi var kommet lidt på afveje. Det var et kvarter med meget snævre gader, næsten ingen belysning og en masse mennesker. Det var tydeligt at vi var de eneste turister og jeg kunne mærke på Peters fart og koncentration, at her skulle vi ikke lige gå og slentre. Jeg nåede nu ikke helt at opdage det, før vi var ude af det igen.

Ellers er vi som sagt trygge og nyder byen, også i mørke, hvor stemningerne er nogle helt andre.

Når vi kommer tilbage til vores Casa er der rigtigt meget liv i gaden igen, og vi kan høre TV og musikanlæg som er skruet pænt op. Nu er børnene og de unge ude og spille bold eller løbe på rulleskøjter (trods hullerne i vejen) og der bliver råbt og grinet. Efterhånden som aftenen skrider frem ebber lydene ud og gaden falder igen til ro. Man kan høre en enkelt hoste, eller et barn der græder, og stadig en lille summen i det fjerne af nattens biler. Og vi falder i søvn – sammen med resten af Havanna.

JEG VIL LIGE MINDE OM, AT LINKET TIL VORES BILLEDER ER LÆGERE NEDE PÅ BLOGGEN, OG AT DER HELE TIDEN KOMMER NYE BILLEDER TIL.