torsdag den 6. januar 2011

Endelig nyt fra Havanna

Så lykkes det vist endelig for os at finde et sted med internet. Godt vi har vores egen computer med, for det er kun adgangen vi kan få.
Det har allerede været dage fyldt med indtryk og jeg kan berolige alle med, at her er dejligt varmt og solen skinner, så vi har allerede haft god nytte af min julegave fra Vera, solcreme med faktor 30. Vi bor i en Casa Particular lige ned til Malecon – den gade der løber langs med kysten i hele Havanna. Vi bor i det centrale Havanana og ikke langt fra den gamle by. Vores Casa er fyldt med kuriositeter og antikviteter. Meget specielt, men egentlig også ret charmerende når man lige har vænnet sig lidt til det.
Allerede den første dag mødtes vi med Henrik, min gamle kollega som bor her i Havanna på 10. år. Han var til stor nytte, både i forhold til, hvad vi skal gå efter, men lige så meget i forhold til en lidt dybere indføring i dette lands historie og samfundsmæssige struktur. En sag har jo altid flere sider, og det er godt at høre noget fra en, som er så dedikeret, men samtidig ikke er blåøjet.
Han førte os også sammen med vores charmerende og tålmodige sproglærer, som er en pensioneret lærerinde, der også har en Casa Particular, hvor hun faktisk har haft en del studerende danskere boende igennem tiderne. Vi aftalte at gå i gang med studierne allerede dagen efter, altså onsdag, og samtidig besluttede vi at flytte hen i hendes Casa (som bl.a. har en fantastisk tagterrasse) når der bliver et værelse ledigt på lørdag.
Vi sluttede vores dag med Henrik af med at besøge hans hjem og heldigvis fik vi også mulighed for at hilse på hans kone og hans skønne datter på 2 år.
Vores sprogtimer i går gav udfordringer til os begge to. Jeg fandt ret hurtigt ud af at drage fordel af mine franskkundskaber, mens Peter virkelig blev sat på prøve, med et nyt sprog to ivrige kvinder. Peters udfordring blev altså at holde hovedet koldt på trods af vi andres pres, og min blev at klappe sylten i, og lade ham arbejde i sit eget tempo. Det gik heldigvis rigtig godt med begge dele, så vi skal nok få glæde af de timer vi har købt.
I dag har vi været på sightseeing med en dobbeltdækkerbus. Det var godt at hvile fødderne lidt, også efter vores første løbetur i morges.
Havanna er en helt fantastisk charmerende by. Farverne, stemningerne, forfaldet samt alle de utroligt mange mindelser om en fantastisk storhedstid kryber ind under huden på én, og man har konstant et smil om munden.
Vi har stadig musikken og dansen til gode, men jeg kan da fortælle, at den første musiker vi overhovedet mødte, var en basunist på Malecon, som spurgte, hvor vi var fra. Da vi havde fortalt ham det, spillede han temaet fra Olsenbanden – og jeg synes ellers ikke her vrimler med danskere, så måske var det et tilfælde.
Maden har vi jo talt så meget om inden vi tog hjemmefra, og det smarte er, at når man absolut ingen forventninger har, så kan man næsten ikke undgå at blive positivt overrasket. Vi har spist OK indtil nu, og vi får både god kaffe og har også nydt en fantastisk dejlig kage.
Vi bliver i hvert fald i Havanna i 14 dage, og jeg vil gøre mig store anstrengelser for, at nå på bloggen nogle flere gange, inden vi tager ud i landet, hvor det formentlig er ret umuligt at opdrive en internetforbindelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar