Opfoelgning og Camaguey med visaproblemer

                         
Som planlagt har vi både været en tur i bjergene og på en heldags snorkletur. Vi var lidt spændte på vejret, for det var blevet køligt efter det kæmpe regnskyl den anden aften. Vi fik da også brug for vores varme tøj i bjergene. Vi vandrede en times tid nedad mod et vandfald og samme vej tilbage igen. Inden nedturen besøgte vi en kaffefarmer. Turen til bjergene foregik på åbent lad i en gammel russisk lastbil. Alt i alt en ok tur, som ikke fik underkæben til at falde.
Vi var super heldige med vejret næste dag på vores snokletur ud til øen Caya Blanco og det koralrev som ligger der. Turen foregik i en katamaran – noget større end vores derhjemme.
Det er en stor oplevelse at ligge i vandet og have dette fantastiske skue under sig. Der var pænt med bølger, men når bare man slapper af og glemmer det, bliver kroppen jo hele tiden i overfladen, og man lægger egentlig ikke mærke til at det går op og ned.
Vi nød begge det smukke syn, og fik da også taget en del ok billeder med vores smarte kamera som kan klare den slags.
I turen var også inkluderet middag på øen, som viste sig at have nogle spøjse ”indbyggere”. Nemlig leguaner og eremitkrebs. Efter middagen fik vi mulighed for at snorkle ved vraget af en gammel bro, og her var der næsten endnu flere fisk, som i vores kamera blev ”stjerne for en dag”.
På vejen tilbage undrede jeg mig over, at de andre gæster på turen ikke beskyttede sig bedre mod solen. Det var lige til jeg selv fandt ud af, at jeg selv var temmelig rød på ryggen. Så kan hun lære det!!!
Visumkrise.
Vi er ved at nå den tid, hvor vores 30 dages visum udløber, og derfor er det tid til en forlængelse til de sidste 30 dage. Peter ved, at den slags ting kan være vældig komplicerede og tage uforholdsmæssig lang tid, så han har længe presset på for at vi skulle komme i gang med det. Jeg har holdt ham lidt hen, fordi der i min guidebog står, at man tidligst kan forlænge visummet en uge før det udløber. Det førte til, at ville tage en hel dag mere i Trinidad, nemlig tirsdag, for at få købt de værdimærker i banken, som skal bruges, og opsøge immigrationskontoret for at få ordnet papirerne.
Det gik fint med mærkerne, men desværre viste det sig, at der kun var åbent for den slags på immigrationskontoret mandag, onsdag og torsdag. Øv. Vi var i forvejen lidt mætte af Trinidad, og kunne derfor ligeså godt have taget af sted tirsdag og få ordnet det hele i Camaguey som var vores næste mål.
Vi valgte så at tage den 5,5 time lange bustur onsdag og håbe på bedre held med åbningstiderne når vi kom frem.
Vi fandt efter lidt søgen en Casa som vi kunne lide og fik at vide af værten, at immigrationskontoret havde åbent en halv time mere, så hvis vi skyndte os og tog en taxa, kunne vi formentlig nå det samme dag.
Vi tog en hurtig beslutning. Jo før jo bedre.
Måske skal jeg lige huske at fortælle at varmen er kommet tilbage, så det følgende foregik i omkring 28 – 30 graders varme.
Og så begyndte hele cirkusset. På kontoret blev vi mødt af medarbejdere og ventende mennesker som kun talte spansk. Vi fik stukket nogle papirer i hånden og blev hurtigt på spansk informeret om, hvor vi skulle skrive hvad. Ikke noget bord, ikke nogen kuglepen, og vi havde selvfølgelig glemt ordbogen, så det blev lidt på må og få og ved hjælp at visummet og vores pas, at vi fik gættet os frem til, hvad det forskellige betød.
Så blev vi med fagter og gebærder vist hen til et andet hus med en dame med en skrivemaskine. Det viste sig at hendes funktion var at se at vi havde udfyldt papirerne rigtigt, og at klistre de der mærker på det rigtige sted.
Tiden var ved at løbe ud, så vi stormede tilbage til det første kontor, hvor vi blev modtaget af begejstrede tilråb af de mennesker som havde fulgt vores færden og selv sad i kø med nogle helt andre sager.
Vi blev vist hen til en noget tilknappet medarbejder, som efter en tid konstaterede, at min sygeforsikring ikke havde nogen indikation af, hvor længe den var gyldig. Vi prøvede at forklare, at det var den samme som var blevet godkendt af den cubanske ambassade i København, men han var ubøjelig. Han ville ikke godtage den.
Peter fik sine klistermærker og sit stempel, men jeg måtte gå derfra med uforrettet sag. Ikke nogen fed fornemmelse.
Humøret var lidt beklemt, men der var jo ikke andet for end at forsøge at fremskaffe det rigtige dokument.
Det viste sig hurtigt, at det eneste sted med internetadgang i denne store by, ligger omkring 1,5 km fra vores Casa.
Den tur kom vi til at gå nogle gange.
For at få internetadgang, skal man købe et kort med nogle koder på, og for at købe det kort, skal man stå/sidde i kø, nogle gange helt ud på gaden. Cubanerne er så vandt til at stå i kø, så der er godt styr på det. Man spørger ved ankomst hvem der er ”el ultima persona” – den sidste i køen, og så behøver man kun at huske at man kommer lige efter vedkommende. Også det kom jeg til at prøve nogle gange.
Jeg havde ikke held med at finde noget dokumentation for min forsikring, så vi måtte gå, uden at have løst problemet.
Vi måtte trække en livline, og det blev Anette. Hun fik en længere sms om problemet, og lovede at hjælpe med at få forsikringsselskabet til at maile det rigtige papir til mig. Det koster 25 kr. i minuttet for os selv at ringe, så det ville jeg helst undgå.
Mens vi sov, fik Anette ordnet det vi havde bedt hende om, og vi var fulde af fortrøstning da vi, torsdag morgen, efter endnu en kø ved internetstedet, kunne konstatere, at vi havde modtaget det rigtige dokument. Så langt så godt. Nu skulle det bare printes ud.
Man går ikke bare fra sin plads ved computeren og hen til skranken og får hjælp. Man stiller sig ud på gaden igen og begynder forfra på at stå i kø.
Vi blev hjulpet af en noget mut, men meget hjælpsom ung kvinde med meget lange påsatte negle. Hun foreslog at vi sendte dokumentet til hende, hvorpå hun kunne printe de ud fra sin computer. Hun gav os sin mailadresse i en håndskrift, som var fuldstændig ulæselig, så det endte med at vi måtte ulejlige hende igen, og få hende selv til at skrive adressen på ”vores” computer.
Da vi så endelig fik det sendt og hun havde tid til at hjælpe os igen, kunne hun ikke åbne en pdf-fil, og vi var tilbage til udgangspunktet. Vi havde dokumentet, men kunne ikke få det i hånden. Vi tænkte at de måske var selve mailen som voldte problemer, så vi spurgte om de havde et usb-stik. Det havde de ikke!!!
Peter prøvede alt hvad han kunne, at ændre dokumentet, men vores internettid var ved at løbe ud, og han kunne ikke umiddelbart løse problemet.
Så gik vi tilbage til Casaen. Stemningen var mildest talt meget trykket. Vi er jo presset af en deadline på onsdag, og hvis jeg ikke har noget visum på det tidspunkt, så må jeg jo rejse hjem. Peter havde et par forslag til løsninger, men hvis de heller ikke virkede, så det virkelig sort ud.
Det er fuldstændig surrealistisk at være i en storby på 300.000 indbyggere i 2011 og så ikke kunne få udskrevet et dokument fra en computer. Det er jo trods alt ikke noget U-land vi er i.
Udrustet med et usb-stik og Peters bærbare gik vi tilbage til internetstedet, som egentlig mere er et sted cubanerne bruger til alt omkring telefoni. Det er kun os turister som bruger computerne.
I kø igen.
Stik imod al forventning, lykkedes det Peter at overføre dokumentet til sin usb-pen og samtidig sendte han dokumentet til vores tålmodige, men stadig mutte dame som powerpoint.
I kø igen.
Og igen kunne hun ikke åbne nogen af dokumenterne. Nu var vi ved at være temmelig fortvivlede. Godt nok havde Peter nu gemt dokumentet på sin bærbare, og det ville muligvis kunne bruges som dokumentation på immigrationskontoret, men hvad nu hvis manden forlangte dokumentet i papirform? Vi var snart klar til at tro det værste.
Og så kom løsningen. Pludselig rejste den unge kvinde sig resolut, og gik hen til kollegaens computer. Her fandt hun dokumentet fra usb-pennen – OG ÅBNEDE DET. Vi kunne dårligt tro på det, da printeren begyndte at give lyd, og dokumentet blev håndgribeligt. Der var ikke for meget blæk i printeren, men hellere et svagt print end ingenting. Vi takkede hende overstrømmende, og gav hende glædeligt de 30 pesos (2 kr.) hun skulle have for al sit besvær. Og tænk – det lykkedes hende at være så hjælpsom uden på noget tidspunkt at smile.
Nu mangler vi kun finalen på historien. Immigrationskontoret er lukket for i dag, så vi må vente til i morgen med at få at vide, om man godkender forsikringen, og vi kan fortsætte med vores tur, med et visum hver.
På grund af alt det her, er det begrænset, hvor meget vi har nået at nyde byen. Vi har selvfølgelig gået den samme strækning mange gange, og derved oplevet en masse. Bl.a. en crimescene ved en juvelerbutik, hvor der var politiafspærring og nummerafmærkede blodstænk på fortovet.
Vi har også bemærket at her ikke er nær så mange turister, og at priserne derfor er væsentligt lavere på mad, drikkevarer og kaffe. Det er behageligt samtidig med at vi har fundet ud af, at kursen på den cubanske valuta er lidt lavere end vi troede, så det ser ud til at pengene rækker til det meste af det vi gerne vil.
Vi har det stadig helt fantastisk, men vi vil gerne snart have fri adgang til noget dejligt vand, uden at skulle transportere os, eller købe arrangerede ture.
Så hvis alt går vel i morgen, tager vi videre med en bus nordpå til stranden Playa Santa Lucia. Der er ikke nogen Casaer der, så vi må se om vi kan finde et billigt hotel. Til gengæld skulle der være de mest fantastiske strande, med mulighed for at snorkle og bade. Samtidig er stedet ikke så overrendt, som så mange andre af de gode strandområder i landet. Vi får ikke nogen internetforbindelse derfra, så næste gang I hører fra os, bliver formentlig i Las Tunas eller Santiago de Cuba