mandag den 17. januar 2011

Sidste blog i Havanna

Det er søndag og vi har snart været af sted i 14 dage.
Det er ved at gå op for os, at den mangelsituation vi hele tiden har kunnet fornemme, er et faktum. Det er ikke bare fordi vi ikke har fundet de rigtige forretninger, eller fordi vi ikke kan finde ud af at handle i cubanske pesos. Der er simpelthen masser af varer vi ikke umiddelbart kan få – heller ikke selvom vi har penge nok.
F.eks. må vi sande, at kaffe får vi ikke i de mængder vi er vant til. Her er masser af caféer, og kaffen der er udmærket, men vi har ikke kunnet opdrive nescafé så vi selv kan lave os en kop kaffe når vi har lyst, og hos Dinorah får vi også kun den ene kop kaffe som vi får til morgenmaden.
Det står også rigtigt sløjt til med andre fødevarer.
Normalt er vi vant til, at når vi er på ferie, består frokosten tit af noget brød, evt. noget ost eller smøreost og nogle tomater. Vi kan også godt få alle tre ting, dog ikke smøreost, men det skal købes tre forskellige steder. Osten i et supermarked, brødet i en lille gadebutik, som ikke altid er så nem at finde, og tomaten på et grøntsagsmarked.
I går var jeg lidt sløj. Jeg havde lidt feber og havde derfor ikke lyst til at gå ud i byen. Peter var sød og ville gerne gå ned og købe lige hvad jeg havde lyst til, og lige i den situation, måtte jeg erkende, at der ikke var noget af det jeg havde mest lyst, han kunne købe. F.eks. havde jeg vældig meget trang til en velduftende sprød baguette med skinke og ost, og her er alt brødet det samme. Sådan nogle bløde boller af hvidt mel à la kryddere, som ikke rigtigt smager af noget.
Heldigvis har jeg det godt igen i dag, og så er det nemmere at ”nøjes” med det vi kan få.
Det cubanske køkken er præget af kreolsk mad. Det vil sige, at det er meget bastant set med vores øjne. Basisprodukterne er forskellige tørrede bønner eller kikærter og også en del ris. Bønnerne og kikærterne bliver tilberedt i en slags sovs og bliver serveret til det kød eller den fisk som er den anden del af retten. Man bliver i hvert fald mæt, og egentlig er det også mad som er sundt nok og godt for fordøjelsen, det er bare ikke altid lige spændende.
Man kan også sagtens få anden mad. F.eks. er her masser af pizza på menukortene, og på ethvert gadehjørne kan man købe små pizzaer, som man lige kan få med i hånden eller spise på stedet. Det har vi så ikke haft mod eller lyst til endnu. Nok ikke så meget pga. de hygiejniske forhold, som fordi det ikke er alt det hvide brød vi har brug for.
I de der gadekøkkener kan man også få sandwich og frugtdrik af forskellige slags. Igen det der bløde hvide brød, som ikke lige appellerer til os. Måske er vi bare lidt for sarte og lidt for godt vant.
Det vi har haft mest held med er faktisk fisk. Vi har fået rigtig god fisk og bliver også mange steder foreslået hummer, rejer og blæksprutter. Hummeren har vi endnu til gode, da det er en meget dyr spise, også her, men det er da bare om at benytte sig af muligheden for frisk fisk, nu hvor vi er ved havet, for det er helt klart, at man ikke skal spise fisk når man er inde i landet. Der er for stor en risiko for, at de ikke er friske nok.

Vi har besluttet at blive til onsdag i Havanna. Som sagt var jeg ikke på toppen i går, og da vi ikke har noget vi skal nå, eller nogen der venter på os, kan vi ligeså godt tage et par dage mere her hos Dinorah, og blive helt klar til at tage til Trinidad, som er vores næste stop på rejsen. Det ser ud til at være det der passer bedst i forhold til vejrudsigten, som ser regnfuld ud. Under alle omstændigheder er der varmere sydpå, så det er nok smartest at vi begiver os den vej her først på turen, og så bevæger os tilbage nordpå som tiden skrider frem. Det kan jo være at det bliver lidt varmere i februar.
Altså bliver første stop den meget smukke by Trinidad, hvor der også skulle være glimrende strande og mulighed for snorkling, hvis vejret skulle arte sig. Det ser også ud til at man kan komme på nettet, så forhåbentlig vil der komme nye indlæg i min blog.

Håber at alt er vel hos jer i Danmark. Vi har noteret os at kronprinseparret har fået en søn og en datter, og at konservativt folkeparti har skiftet formand. Spændende om det parti stadig eksisterer når vi kommer hjem.
Det er hyggeligt med alle jeres små kommentarer på bloggen. Vi læser dem og værdsætter dem, men desværre er vores internettid så begrænset, at vi ikke kan nå at svare på dem.
Mange varme og glade hilsner fra Havanna.

1 kommentar:

  1. Hej Lone og Peter.
    Det lyder som om I har det rigtig dejligt. Håber du er blevet frisk igen. Jeg var inde og læse da du beskrev livet i byen. Det er næsten som at være der selv.
    knus Anne-Lise og familie

    SvarSlet