Vinales og Maria la Gorda

Nu er vi tilbage i ”civilisationen” og kan igen give lyd fra os. Som I kan se er denne blog lidt ”bagvendt” i forhold til den måde, det ellers fungerer på. Dvs. at den er skrevet kronologisk fra sidst i hørte fra os og indtil nu. Den starter altså i Vinales som var vores første base efter Baracoa.

I skrivende stund er vi tilbage i Vinales, hvor vi venter på en bus til Havana. Det er mandag d. 21. februar, klokken er 8.00 og vi har en lillebitte uge tilbage af vores skønne tur.

I vil formentlig også høre fra os i Havana, men jeg kan da allerede nu opfriske data. Vi flyver fra Havana med Condor DE 1184 (jeg tror man kan følge afgangene på nettet) på fredag d. 25. kl. 21.45 lokal tid ( kl. 3.45 dansk tid ) lander efter planen i Frankfurt lørdag kl. 13.35, flyver videre derfra kl. 16.50 med Lufthansa LH 0830 (tænk at de har opkaldt en flyafgang efter mig) og skulle efter planen lande i København kl. 18.10.

Mentalt regner vi med at være hjemme omkring en uges tid senere, så alle, især mine søde kollegaer, må nok regne med en noget ”laid-back” og ”nede-i-tempo” Lone. Gad vide om I vil kunne kende sådan én? Jeg kan forstå på mine kilder i DK at vi kommer hjem til en ”kold tyrker”, så vi må bare trøste os med, at der er et forår lige henne om hjørnet, og vi skal nok forsøge at tage et varmt pust med hjem, som forhåbentlig kan kickstarte processen.

Onsdag d. 9. til tirsdag d. 15. februar

Vi er fremme i Vinales, en lille by i ved bjergene omkring 170 km sydvest for Havana. Området er kendt for sine gode tobaksplanter, så her bliver grunden lagt til nogle gode Havanésere. Selve Vinales er en lille by, hvor der ikke er så meget at se, men en dejlig afslappet stemning. Det der gør området specielt, er naturen her omkring.

1. dag på mountainbike.

I dag var vi på en guidet tur på mountainbike rundt i området og det var en rigtig god tur. Vi besøgte en tobaksbonde og fik lov at smage en cigar, og vi var også inde et sted og få friskpresset juice af sukkerrør. I området er der rigtig mange grotter og vi var også inde i sådan en.

Det fedeste var næsten at det blev et temmelig voldsomt regnvejr, så efter at have søgt ly i pænt lang tid, måtte vi jo ud på cyklerne for at komme hjemad. Den røde jord var nu blevet vildt smattet og mange af stierne var blevet til små vandløb. Så vi endte med at være godt smattet ind i rødt mudder, og det syntes vi var en vældig sjov og god oplevelse.

Vores guide var tydeligvis af en anden opfattelse. Han brugte en halv time af vores tur på at gøre cyklerne rene hos en bonde han åbenbart kendte. Imens stod vi sammen med resten af familien i tørvejr under et halvtag, mens de tydeligvis morede sig kosteligt over sceneriet, og vi bare kunne trække på skuldrene over at selv dækkene skulle vaskes helt rene.

Da vi kom hjem til casaen, stod vi pludselig selv med problemet. Vi var som sagt smattet ind og det var vores sko også. Dum som jeg var, mente jeg at det ville være mindst ulejlighed for vores værtinde, hvis vi tog det hele med ind på vores badeværelse, og det var en fejltagelse af de helt store, da jeg forsøgte at gøre mine sko rene inde i brusekabinen.

Da hun opdagede misèren, blev der opstandelse, og hun sagde en hel del på spansk meget hurtigt efter hinanden. Vi gættede os frem til, at det nok handlede om et afløb som kunne stoppe, og et badeværelse som lignede noget der var løgn. Puh ha. Jeg havde det ligesom en lille pige, som har forsøgt at skjule et eller andet for sine forældre og så bliver opdaget. Og så kunne jeg ikke engang finde ud af at sige undskyld på spansk. 

2. dag i taxa.

Husets søn er taxachauffør, og han gav os et godt tilbud på en længere tur rundt i hele området, så vi kunne få set en del af de ting, der er at se her.

Hans taxa er en gammel sort Chevrolet, så nu fik vi en ordentlig tur i en af de der gamle biler fra 50’erne.

Turens højdepunkt var en grottetur med guide og med pandelygter som eneste belysning. Det er ikke den første grotte jeg besøger, men det er ret fascinerende hver gang. Denne her er 46 km. dyb, og i 7 niveauer, og bare den lille del vi fik lov at se, var meget flot. Man kunne høre at det var en cubansk grotte, for som med alt andet i Cuba, så var der musik i den. Dvs. at guiden kunne spille på nogle af stalaktitterne som var de trommer. Især var der et sted, hvor det næsten lød som om de var stemt som en xylofon.

Dagen var noget præget af regnvejr og kulde, og jeg måtte leve med min fejldisposition fra dagen før, og gå med våde sko da vi skulle ind i grotten. Ikke så fedt, men trods alt bedre end sandaler.

3. dag på mountainbike igen.

Vi har lejet et par cykler, og i dag var det meget belejligt, for der skulle være hanekamp et sted langt ude mellem bjergene, og den oplevelse ville vi meget gerne have med.

Og det er jeg meget glad for at vi fik. Ikke fordi jeg synes det er specielt fedt at se to haner kæmpe til den ene opgiver, men fordi hele stemningen og kulturen omkring det, var meget spændende at opleve.

Der var lavet en kampplads med tilskuerbænke rundt om og vi blev hurtigt ”budt velkommen” af en fyr som solgte iskolde colaer og kunne tale en del engelsk. Da Peter bagefter havde købt 4 cigarer for 6 kr. af en anden mand, syntes vi ligesom at vi var godkendt og så kunne vi begynde at orientere os lidt.

Her var stort set kun mænd, unge og gamle, tilstede. Mange af dem havde selv haner med, som de fik indskrevet til kamp. Bagefter blev dyrene, med en snor om benet, sat på jorden i behørig afstand af hinanden indtil de skulle i kæmpe.  

Fælles for dem var, at de dun og fjer var pillet af dem både på ben og bug. Nogen af dem var også pillede på ryggen. Tilbage var vingefjerene, fjerene på hovedet og nogle halefjer.

Når de skulle i kamp, blev de påmonteret et par spidse sporer til at såre hinanden med.

Det var selvfølgelig spændende og lidt skræmmende at se dem kæmpe, men det var mindst ligeså interessant at se alle mændene gå helt amok og heppe på den hane de holdt på. Der var virkelig gang i testosteronen både i, og udenfor, ringen.

Efter hver kamp blev de vundne beløb delt ud til dem der havde spillet, og kampen blev højlydt diskuteret. Imens blev der faldbudt rom og andre drikkevarer indtil der var gjort klar til næste omgang.

Vi blev aldrig klar over grunden til at det lå så pokkers langt væk fra alting. I første omgang troede vi, at det var fordi det var ulovligt, men eftersom folk valfartede til i hobetal, og deres råb kunne høres flere kilometer væk, var det nok snarere fordi at ham som havde stillet sin jord til rådighed boede derude. 

Vi tog derfra med fantastiske billeder, både på nethinden og i fotoapperatet.

3. dag på mountainbike.

Nu var vi godt ømme i bagen af at cykle, så det var med at bide tænderne sammen og glemme det, da vi i dag tog en tur på 50 km ned til en lille fiskerby ved vandet. Vejen var meget smuk og en del kuperet, og så var den hullet, som de fleste veje i Cuba, så det var om at lette bagdelen fra sædet, hvis ikke det skulle gøre vildt nas.

Vel fremme i den lille by, stod vi vel i 4 sekunder og sundede os mens vi kiggede ud over vandet, og som vi efterhånden er vandt til, virker vi som magneter på de cubanere som kører en eller anden form for forretning. Where you from. My mother has a little restaurant. Lubster, fish, chicken. Det er jo fuldt forståeligt, men som i Vietnam, kommer man nogle gange til at virke lidt træt eller bister i sit svar.

Desværre har det nogle få gange affødt lidt pinlige situationer, da vi jo heller ikke så godt forstår når de henvender sig til os på spansk, og derfor bliver lidt for hurtige i vores svar. Der var en venlig mand på stranden som havde tilbudt os nogle kokosnødder, og vi havde afslået. Da han så fortsatte, troede vi, at han blev ved med det samme, så vi sagde bare nej tak – på den lidt stramme måde. Det viste sig, at han bare forsøgte at spørge, om vi ikke syntes at Baracoa var et dejligt roligt sted, og det måtte vi jo give ham ret i.

Vi besluttede at tage til vandet endnu engang, da vejrudsigten sagde solrigt og varmere vejr. Helt ude vestpå – næsten ved Cubas ende, ligger et lille sted som hedder Maria la Gorda og her valgte vi at slå os fra tirsdag til søndag.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Det er et meget smukt sted, meget langt væk fra alting. Der er faktisk ikke andre end os der bor på det forholdsvis lille hotel og så dem der arbejder der. For tiden bliver der dog bygget på livet løs, så vi måtte leve med lidt støj fra byggepladsen.

Vores værelse lå i et lille dobbelthus, og selvom vi ikke prioriterede havudsigt, skulle vi bare vende os om når vi kom ud, så lå stranden 25 meter væk.

Det er en stor bugt, så vandet er meget roligt, og så er der fine snorklemuligheder lige ud for stranden. Og fisk er der masser af. Når man tager sig en svømmetur langs med kysten med sine svømmebriller på, er det som at svømme i et stort akvarium, og vandet er fantastisk klart.

På en af vores ture ud på det dybe, fik jeg øje på en havskildpadde. Det var vildt stort, og vi fulgte den en godt stykke tid – og den os. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ved jeg nu vil blive endnu mere berørt næste gang vi mennesker kvajer os med et olieudslip e.lign. Cuba har verdens næstlængste koralrev og det er bare så fuld af liv. Det er virkelig en katastrofe når havene forsures så kalken i revene nedbrydes, for det er levested for så mange dyr. Selv her meget tæt på kysten, kan vi se, at bare der er en lille samling koraller, så er det ensbetydende med skjulested og føde for masser af fisk.

Mens vi havde oplevelsen med havskildpadden sammen, har Peter både set en moræne og en baracuda (siger han). Vi har et lille kamera som kan tage billeder under vand, og mens han var ved at forsøge sig med et nærbillede af nogle fisk helt inde ved en af kystsikringerne, kom der pludselig en moræne farende ud imod ham. Han blev så forskrækket og overrasket, at han desværre ikke nåede at få taget et billede af den. Baracudaen så han på en snorkletur med båd. Det skulle være noget af en bistert udseende og temmelig stor fisk, så måske var det meget godt at jeg ikke var med.

Vi hyggede os helt vildt begge to, og nu kan man da virkelig tale om at få tempoet ned og stresse helt af. Det er lige før at det var et projekt bare at gå hen og købe en kop kaffe. Det her er virkelig Caribien som jeg havde det for mit indre blik. Oven i det har de en glimrende buffet, som vi kastede os over morgen og aften, så jeg kan ikke finde noget som ikke bare var er helt fantastisk.