Hjemme igen

Kære Alle.
Så er vi hjemme i Danmark igen. Vi forsøger at se optimistisk på tingene, selvom det godt kan undre os, at der i det hele tage kan bo mennesker i det her klima. Alle ser også ud som om de er syge - inklusive os, fordi vi ikke ligner alle I andre i hudfarven.
Peter starter på arbejde i morgen, og jeg har fået lov til at vente til tirsdag.
Det har været en stor fornøjelse at fordøje turen via denne blog, og vide at så mange interesseret har fulgt med.
Måske finder jeg på at blogge om andre ting, men så laver jeg en ny, som interesserede selvfølgelig nok skal få adressen på. Denne lader jeg stå som et minde om vores fantastisk dejlige tur.
Peter lover at lægge lidt flere billeder ud på Picasa i løbet af ugen.
Vi snakkes og ses forhåbentlig snart
Kærlig hilsen
Lone

Havana igen

Kære bloglæsere.
Så er det desværre ved at være slut med Cuba for denne gang.
Vi er tilbage i Havane og bevæger os meget hjemmevandte rundt. Vejret er virkelig med os til det sidste, og Dinorah siger vi er heldige, for sidste februar var frygtelig kold.
I går brugte vi næsten hele dagen på at finde de ting vi vil købe med hjem til Danmark, og endte igen med "storby-ben".
Dinorah havde desværre ikke plads i sin casa, så vi bor ikke så langt derfra og nyder så morgenmaden og den hjemlige atmosfære hos hende.
Eller ikke det store at berette. Vi har det godt og Danmark og arbejdet rykker stadig tættere på, både reelt og tankemæssigt.
Vi ses i Danmark, og vi tager foråret med.
Ciao.

Vinales og Maria la Gorda

Nu er vi tilbage i ”civilisationen” og kan igen give lyd fra os. Som I kan se er denne blog lidt ”bagvendt” i forhold til den måde, det ellers fungerer på. Dvs. at den er skrevet kronologisk fra sidst i hørte fra os og indtil nu. Den starter altså i Vinales som var vores første base efter Baracoa.

I skrivende stund er vi tilbage i Vinales, hvor vi venter på en bus til Havana. Det er mandag d. 21. februar, klokken er 8.00 og vi har en lillebitte uge tilbage af vores skønne tur.

I vil formentlig også høre fra os i Havana, men jeg kan da allerede nu opfriske data. Vi flyver fra Havana med Condor DE 1184 (jeg tror man kan følge afgangene på nettet) på fredag d. 25. kl. 21.45 lokal tid ( kl. 3.45 dansk tid ) lander efter planen i Frankfurt lørdag kl. 13.35, flyver videre derfra kl. 16.50 med Lufthansa LH 0830 (tænk at de har opkaldt en flyafgang efter mig) og skulle efter planen lande i København kl. 18.10.

Mentalt regner vi med at være hjemme omkring en uges tid senere, så alle, især mine søde kollegaer, må nok regne med en noget ”laid-back” og ”nede-i-tempo” Lone. Gad vide om I vil kunne kende sådan én? Jeg kan forstå på mine kilder i DK at vi kommer hjem til en ”kold tyrker”, så vi må bare trøste os med, at der er et forår lige henne om hjørnet, og vi skal nok forsøge at tage et varmt pust med hjem, som forhåbentlig kan kickstarte processen.

Onsdag d. 9. til tirsdag d. 15. februar

Vi er fremme i Vinales, en lille by i ved bjergene omkring 170 km sydvest for Havana. Området er kendt for sine gode tobaksplanter, så her bliver grunden lagt til nogle gode Havanésere. Selve Vinales er en lille by, hvor der ikke er så meget at se, men en dejlig afslappet stemning. Det der gør området specielt, er naturen her omkring.

1. dag på mountainbike.

I dag var vi på en guidet tur på mountainbike rundt i området og det var en rigtig god tur. Vi besøgte en tobaksbonde og fik lov at smage en cigar, og vi var også inde et sted og få friskpresset juice af sukkerrør. I området er der rigtig mange grotter og vi var også inde i sådan en.

Det fedeste var næsten at det blev et temmelig voldsomt regnvejr, så efter at have søgt ly i pænt lang tid, måtte vi jo ud på cyklerne for at komme hjemad. Den røde jord var nu blevet vildt smattet og mange af stierne var blevet til små vandløb. Så vi endte med at være godt smattet ind i rødt mudder, og det syntes vi var en vældig sjov og god oplevelse.

Vores guide var tydeligvis af en anden opfattelse. Han brugte en halv time af vores tur på at gøre cyklerne rene hos en bonde han åbenbart kendte. Imens stod vi sammen med resten af familien i tørvejr under et halvtag, mens de tydeligvis morede sig kosteligt over sceneriet, og vi bare kunne trække på skuldrene over at selv dækkene skulle vaskes helt rene.

Da vi kom hjem til casaen, stod vi pludselig selv med problemet. Vi var som sagt smattet ind og det var vores sko også. Dum som jeg var, mente jeg at det ville være mindst ulejlighed for vores værtinde, hvis vi tog det hele med ind på vores badeværelse, og det var en fejltagelse af de helt store, da jeg forsøgte at gøre mine sko rene inde i brusekabinen.

Da hun opdagede misèren, blev der opstandelse, og hun sagde en hel del på spansk meget hurtigt efter hinanden. Vi gættede os frem til, at det nok handlede om et afløb som kunne stoppe, og et badeværelse som lignede noget der var løgn. Puh ha. Jeg havde det ligesom en lille pige, som har forsøgt at skjule et eller andet for sine forældre og så bliver opdaget. Og så kunne jeg ikke engang finde ud af at sige undskyld på spansk. 

2. dag i taxa.

Husets søn er taxachauffør, og han gav os et godt tilbud på en længere tur rundt i hele området, så vi kunne få set en del af de ting, der er at se her.

Hans taxa er en gammel sort Chevrolet, så nu fik vi en ordentlig tur i en af de der gamle biler fra 50’erne.

Turens højdepunkt var en grottetur med guide og med pandelygter som eneste belysning. Det er ikke den første grotte jeg besøger, men det er ret fascinerende hver gang. Denne her er 46 km. dyb, og i 7 niveauer, og bare den lille del vi fik lov at se, var meget flot. Man kunne høre at det var en cubansk grotte, for som med alt andet i Cuba, så var der musik i den. Dvs. at guiden kunne spille på nogle af stalaktitterne som var de trommer. Især var der et sted, hvor det næsten lød som om de var stemt som en xylofon.

Dagen var noget præget af regnvejr og kulde, og jeg måtte leve med min fejldisposition fra dagen før, og gå med våde sko da vi skulle ind i grotten. Ikke så fedt, men trods alt bedre end sandaler.

3. dag på mountainbike igen.

Vi har lejet et par cykler, og i dag var det meget belejligt, for der skulle være hanekamp et sted langt ude mellem bjergene, og den oplevelse ville vi meget gerne have med.

Og det er jeg meget glad for at vi fik. Ikke fordi jeg synes det er specielt fedt at se to haner kæmpe til den ene opgiver, men fordi hele stemningen og kulturen omkring det, var meget spændende at opleve.

Der var lavet en kampplads med tilskuerbænke rundt om og vi blev hurtigt ”budt velkommen” af en fyr som solgte iskolde colaer og kunne tale en del engelsk. Da Peter bagefter havde købt 4 cigarer for 6 kr. af en anden mand, syntes vi ligesom at vi var godkendt og så kunne vi begynde at orientere os lidt.

Her var stort set kun mænd, unge og gamle, tilstede. Mange af dem havde selv haner med, som de fik indskrevet til kamp. Bagefter blev dyrene, med en snor om benet, sat på jorden i behørig afstand af hinanden indtil de skulle i kæmpe.  

Fælles for dem var, at de dun og fjer var pillet af dem både på ben og bug. Nogen af dem var også pillede på ryggen. Tilbage var vingefjerene, fjerene på hovedet og nogle halefjer.

Når de skulle i kamp, blev de påmonteret et par spidse sporer til at såre hinanden med.

Det var selvfølgelig spændende og lidt skræmmende at se dem kæmpe, men det var mindst ligeså interessant at se alle mændene gå helt amok og heppe på den hane de holdt på. Der var virkelig gang i testosteronen både i, og udenfor, ringen.

Efter hver kamp blev de vundne beløb delt ud til dem der havde spillet, og kampen blev højlydt diskuteret. Imens blev der faldbudt rom og andre drikkevarer indtil der var gjort klar til næste omgang.

Vi blev aldrig klar over grunden til at det lå så pokkers langt væk fra alting. I første omgang troede vi, at det var fordi det var ulovligt, men eftersom folk valfartede til i hobetal, og deres råb kunne høres flere kilometer væk, var det nok snarere fordi at ham som havde stillet sin jord til rådighed boede derude. 

Vi tog derfra med fantastiske billeder, både på nethinden og i fotoapperatet.

3. dag på mountainbike.

Nu var vi godt ømme i bagen af at cykle, så det var med at bide tænderne sammen og glemme det, da vi i dag tog en tur på 50 km ned til en lille fiskerby ved vandet. Vejen var meget smuk og en del kuperet, og så var den hullet, som de fleste veje i Cuba, så det var om at lette bagdelen fra sædet, hvis ikke det skulle gøre vildt nas.

Vel fremme i den lille by, stod vi vel i 4 sekunder og sundede os mens vi kiggede ud over vandet, og som vi efterhånden er vandt til, virker vi som magneter på de cubanere som kører en eller anden form for forretning. Where you from. My mother has a little restaurant. Lubster, fish, chicken. Det er jo fuldt forståeligt, men som i Vietnam, kommer man nogle gange til at virke lidt træt eller bister i sit svar.

Desværre har det nogle få gange affødt lidt pinlige situationer, da vi jo heller ikke så godt forstår når de henvender sig til os på spansk, og derfor bliver lidt for hurtige i vores svar. Der var en venlig mand på stranden som havde tilbudt os nogle kokosnødder, og vi havde afslået. Da han så fortsatte, troede vi, at han blev ved med det samme, så vi sagde bare nej tak – på den lidt stramme måde. Det viste sig, at han bare forsøgte at spørge, om vi ikke syntes at Baracoa var et dejligt roligt sted, og det måtte vi jo give ham ret i.

Vi besluttede at tage til vandet endnu engang, da vejrudsigten sagde solrigt og varmere vejr. Helt ude vestpå – næsten ved Cubas ende, ligger et lille sted som hedder Maria la Gorda og her valgte vi at slå os fra tirsdag til søndag.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Det er et meget smukt sted, meget langt væk fra alting. Der er faktisk ikke andre end os der bor på det forholdsvis lille hotel og så dem der arbejder der. For tiden bliver der dog bygget på livet løs, så vi måtte leve med lidt støj fra byggepladsen.

Vores værelse lå i et lille dobbelthus, og selvom vi ikke prioriterede havudsigt, skulle vi bare vende os om når vi kom ud, så lå stranden 25 meter væk.

Det er en stor bugt, så vandet er meget roligt, og så er der fine snorklemuligheder lige ud for stranden. Og fisk er der masser af. Når man tager sig en svømmetur langs med kysten med sine svømmebriller på, er det som at svømme i et stort akvarium, og vandet er fantastisk klart.

På en af vores ture ud på det dybe, fik jeg øje på en havskildpadde. Det var vildt stort, og vi fulgte den en godt stykke tid – og den os. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ved jeg nu vil blive endnu mere berørt næste gang vi mennesker kvajer os med et olieudslip e.lign. Cuba har verdens næstlængste koralrev og det er bare så fuld af liv. Det er virkelig en katastrofe når havene forsures så kalken i revene nedbrydes, for det er levested for så mange dyr. Selv her meget tæt på kysten, kan vi se, at bare der er en lille samling koraller, så er det ensbetydende med skjulested og føde for masser af fisk.

Mens vi havde oplevelsen med havskildpadden sammen, har Peter både set en moræne og en baracuda (siger han). Vi har et lille kamera som kan tage billeder under vand, og mens han var ved at forsøge sig med et nærbillede af nogle fisk helt inde ved en af kystsikringerne, kom der pludselig en moræne farende ud imod ham. Han blev så forskrækket og overrasket, at han desværre ikke nåede at få taget et billede af den. Baracudaen så han på en snorkletur med båd. Det skulle være noget af en bistert udseende og temmelig stor fisk, så måske var det meget godt at jeg ikke var med.

Vi hyggede os helt vildt begge to, og nu kan man da virkelig tale om at få tempoet ned og stresse helt af. Det er lige før at det var et projekt bare at gå hen og købe en kop kaffe. Det her er virkelig Caribien som jeg havde det for mit indre blik. Oven i det har de en glimrende buffet, som vi kastede os over morgen og aften, så jeg kan ikke finde noget som ikke bare var er helt fantastisk.

Livstegn

Vi er tilbage i Vinales, hvor vi har netforbindelse. Desvaerre kan jeg ikke finde ud af at flytte mit lange gode indlaeg fra USB stikket til bloggen, og jeg har ikke min IT-supporter ved min side. Derfor faar I bare lige en hilsen. Vi har det stadig fuldstaendig fantastisk, og I faar min blog saa snart det er muligt. Vi tager videre til Havana i eftermiddag. Mange solhilsner fra Lone

Baracoa farvel

Lige en ganske kort blog, kun for at fortaelle, at vi har det super, bliver chokoladebrune og nyder solen og varmen. Vi blev en dag mere her i Baracoa, for vi kender jo hverken forholdene eller vejret vestpaa, saa hvorfor ikke faa vores vand- og strandlyst tilgodeset. Skulle der saa komme mere senere, saa tager vi det med.
Min eneste skuffelse her i byen, er deres chokoladecafe. De har bare ingenting i den cafe. Det er altsaa for ringe. De fleste af dagene har den vaeret lukket, men i gaar fandt vi den endelig aaben. Det eneste de havde, var varm cacao. Intet andet. Et kaempe lokale fyldt med tomme borde og stole. Chokoladefabrikken ligger lige udenfor byen. HVAD SKER DER!!!!!!!! Maaske er det Chris der ikke er kommet paa arbejde.
Ellers kan jeg fortaelle at vores strandbesoeg blev forsoedet med cocouruu (eller noget i den stil) kraemmerhuse af bananblade fyldt med kokos, sukker og frugtjuice. Smager praecis som det der er ovenpaa droemmekage. Dertil juicen fra en frisk kokosnoed, plus bananer med mange smagsnuancer. Der er baade syrlige og soede. Meget laekkert. Det lykkedes ogsaa Peter at faa nogle gode snorkleoplevelser ved det koralrev som ligger 1 km ude. Han blev omringet af store hornfisk-lignende fisk og saa masser af andre. Jeg selv noejedes med at nyde svoemmeture laengere inde mod land.
Bortset fra nogle meget ihaerdige saelgere, havde vi faktisk vores del af stranden fuldstaendig for os selv, og alligevel var der sodavand og kaffe indenfor 5 min. gaaafstand. Ideelt.

Nu har vi pakket og tager bussen tilbage til Santiago kl. 2, bliver der i nat og tager natbussen til Havana i morgen nat.

Mange solglade hilsner fra Cuba.

Baracoa

Jeg starter lige med et par betragtninger:

De allerfleste cubanere lever et liv absolut uden luksus, og med problemer med at få pengene til at slå til. I butikkerne er der som sagt næsten ingen varer. I et såkaldt supermarked er der normalt varer på alle hylder, men det er de samme varer. F.eks. kan den lokale cola Tukola fylde en hyldemeter fra øverst til nederst, hvilket vil sige at sådan et ”supermarked” er hurtigt at løbe igennem, og der er forsvindende lidt at vælge imellem. Dette gælder også tøj, og derfor er jeg fuld af beundring over den almindelige cubaneres udseende, både hvad gælder tøj, men så sandelig også hår, negle, sko osv. De gør virkelig noget ud af sig selv, og på trods af varmen, dufter mennesker generelt rent og dejligt, uden at være sprøjtet til med parfume.

En anden ting jeg har bidt mærke i, er at de måske ikke er blufærdige omkring de samme ting som os. Vi boede i en casa i Camaguey, hvor værten var en ældre herre over tres. Da vi kom, havde han gråt hår, hvilket svarede meget godt til hans alder. Pludselig så vi ham stavre rundt med hårfarve både i håret på hovedet og i det på brystet. Det var han ikke spor genert over.

Nu bor man jo også ganske tæt med sin værtsfamilie, så det er heller ikke sjældent, at vores, især ældre, værtinder går rundt i nattøj, om morgenen eller om aftenen. Det ser også ud til at være ganske uproblematisk for dem. Det er også ganske almindeligt, at kvinder går rundt med curlere i håret på gaden.

Her, som mange andre steder i verden, er der en del ret overvægtige. Ikke sjældent ser man tykmavede mænd lufte deres store maver ved at løfte op i blusen. Det må være dejligt i varmen, men ser lidt pudsigt ud. Kvinderne har øjensynligt ingen komplekser i forhold til deres størrelse. De går i fuldstændig kropsnært tøj, og har ikke på samme måde som mange danskere behov for at skjule sig bag løsthængende klæder.

Vi har funderet over om der er noget som adskiller os genetisk, for rigtigt mange kvinder har et stort svaj i ryggen, og en noget overdimensioneret bagdel, hvilket gør, at de faktisk virker mere sensuelle end en fladbaget dansker, også inden de overhovedet er begyndt at bevæge sig. Og her er selvfølgelig en anden væsentlig forskel. De kan altså nogen med de popoer, og når de så er lækkert chokoladebrune, og oven i købet nogen gange klæder sig i stærke farver, så bliver de altså mere iøjnefaldende end en skandinavisk turist i forsigtigt camouflagefarvede t-shirts og Häglöf-bukser. Og dog. Jeg er bare iøjnefaldende på en anden måde, for der er ingen tvivl om, at dem som lever af turisternes penge, kan spotte mig på meget lang afstand, og det kan alle andre såmænd nok også.

Cuba er et multietnisk samfund, og her lever folk med alle kulører. Derfor er det så dejligt befriende, at de ikke føler behov for den ”politiske” korrekthed, vi nogen gange er ved at brække tungen på derhjemme. Vi forsøger at finde neutrale måder at omtale hinanden på, for ikke at diskriminere nogen. F.eks. undgår vi at sige ”hende den rødhårede” eller ”ham med den store næse”. Her er det lige præcis måden man gør det på. Her kan man kaldes ”kaffe med mælk” (refererende til farven) eller ham uden hage. Øjensynligt tager man ikke den slags ilde op, men opfatter det bare som en kærlig og praktisk måde, at kende forskel på folk.

Baracoa

Dette sted har mange fordele. En ikke uvæsentlig er, at her findes en chokoladefabrik. Allerede da vi holdt en pause med bussen i bjergene, inden vi kørte det sidste stykke, blev vi tilbudt chokolade. Se det kalder jeg en modtagelse. At maden her også er mere eksotisk – hvis man kan kalde kokosmælk eksotisk – og velsmagende, er endnu en fordel. Samtidig er her enormt naturskønt, både her ved selv byen, som ligger ud til havet omgivet af bjerge, men også i omegnen. Vi har allerede besøgt stedets flotteste strand 3 gange. Det er efter min mening turens bedste strand indtil nu. Den er ikke overrendt, der er enormt smukt, havet er varmt og turkisblåt og der bliver hurtigt dybt. Og så er det heller ikke uvæsentligt at der er træer helt ned til stranden, så man kan finde skygge. Det er en god ting, når bussen kører derud kl. 10 og først kører hjem igen kl. 17. Bortset fra snorkleturen er det stadig lykkedes os at undgå at blive alt for røde, og selv den tur endte slet ikke så galt som først antaget.

I går var vi på en gåtur ind i et kæmpe naturreservat som ligger 40 km herfra. Tænk, der findes 2% af klodens fauna repræsenteret. Det var en dejlig tur med en god guide og jeg fik stillet min nysgerrighed i forhold til en del af de træer og planter vi har set på Cuba. Vi har jo ikke nogen opslagsværker med, så når der ikke ligefrem er frugter på planterne, er det svært at se, hvilke det er. Nu kan jeg kende et mangotræ, en kakaobusk, et mahognitræ, et cedertræ plus diverse andre.

Peter har været lidt sløj p.g.a. en mavebacille, men han er heldigvis helt frisk igen, så vi kan komme ud og spise noget rigtig mad i aften. Det skulle være et dejligt spisested, så det glæder jeg mig til. Måske bliver det til sværdfisk, eller måske haj? Det kan være vi aldrig finder ud af det, for det med det spanske, det går altså stadigvæk ikke ret godt.

Vi bliver i Baracoa til mandag. For det første er her rigtigt dejligt, og for det andet går der kun en bus herfra om dagen, og den søndag var udsolgt. Det gør nu slet ikke noget, for vi har endelig fået hul på det med at ligge ved stranden og slappe af, og det var også et af vores ønsker med turen. Solen har skinnet hver dag, og det er dejligt varmt uden at være uudholdeligt. Som sagt er vandet varmt og dejligt – så for pokker. Der er INGENTING at klage over.

Der er cirka en times transport til stranden, og i dag valgte vi den lokale lastbil i stedet for den mere konfortable ”Cuba-tur-bus”. Det viste sig ikke at være billigere, men til gengæld fik vi en rigtig hyggelig snak med en lokal fyr som kunne lidt engelsk, og så var der meget mere frisk luft.

I dag ved stranden tog jeg mig selv i at tænke: Hvis du ligger med lukkede øjne, vil du fortryde det. Når du kommer hjem til et gråt Danmark, vil du ærgre dig over, at du ikke havde åbne øjne og nød synet mens du kunne. Jeg tillod mig dog at blunde en kort stund, og nåede også en pænt stykke ind i ”Kongens Fald” som jeg med skam at melde aldrig har fået læst. Cuba og Johannes V. Jensen. Sjov cocktail.

Apropos Cocktail smagte vi en rigtig god en af slagsen i går. En Baracoa: Ananaslikør, ananasjuice og 7 års Havana Club rom. Den smagte dælme dejligt og blev så oven i købet indtaget på en terrasse med et fantastisk vue over byen. Bliver I misundelige eller hvad? Det er også meningen.

Camilla som også boede hos Dinorah i Havana, og som vi snakkede en del med, er lige taget hjem til Danmark da hendes far pludselig er død af hjertestop. Han var kun midt i halvtredserne, så det er godt nok en reminder om, at vi skal huske at leve mens vi er her.

Mange kærlige tanker til alle jer dejlige mennesker derhjemme. Hvor er jeg glad for at I er der, for så bliver det lidt nemmere at forlade alt det dejlige her, når den tid kommer.

Santiago de Cuba

Jeg fik mit visum, og vi kom videre til Santa Lucia. Ikke med den bus vi havde håbet på, men med en taxa der fik os overbevist om, at den eneste anden transport var de lokale lastvogne med et lad med bænke og en pressening over.

Når vi nu betalte forholdsvis dyrt for denne taxa, havde vi nok gjort bedst i lige at tjekke køretøjet, inden vi sagde ja. Det var et vrag af en Lada, der under kørslen trak udstødningsgasserne ind i kabinen, så vi havde svært ved at trække vejret frit. Det skal lige siges, at turen tog 2,5 time, så selvom bilen holdt hele vejen, var det ikke nogen videre behagelig køretur.

Jeg vil her indskyde, at mange af taxaerne er sådan nogle ældgamle Ladaer, de fleste uden taxameter (eller tilladelse) så prisen aftales inden turen. Efterhånden lærer man at lade chaufføren åbne og lukke dørene, for de er ofte lidt ”sarte”, og man skal i hvert fald ikke smække dørene i, da det ofte fører til et lidende udtryk i bilejernes ansigter. Vi har også i Havana ”nydt” en tur i en af de dér gamle amerikanerbiler fra 50’erne, men det er mest de lokale der bruger dem. Ofte fylder de bilen op undervejs ved at samle folk op, som skal samme vej, så det er et lidt uigennemskueligt og lukket system for en turist.

Endelig er der da også nyere taxaer, i hvert fald i de større byer, med taxameter og det hele, men en tur med sådan en har vi stadig til gode.

Ligesom så meget andet i Cuba, er der på transportområdet et dobbeltsystem – et for os der betaler med konvertible pesos, og et for Cubanerne der betaler med lokale pesos. Prisforskellen er vildt stor, og man skal virkelig kunne spansk og virke lokalkendt for at få lov til at tage med de billige busser.

Vi andre må tage Viazul-busser som kører ad hovedruterne i landet. De er punktlige, har stadig en ok pris, og er behagelige at køre med. Dog er de lige lovligt nedkølede efter vores smag.

Skal man videre ud i landet, er man lidt på egen hånd. Man kan tage en taxa, eller leje en bil eller en motorcykel. Man kan også købe arrangerede ture til de mere populære destinationer som nationalparker eller gode strande. Alt dette er dyrt og vi må erkende at vores budget ikke rækker til alle de ture vi gerne ville tage.

Det fik negativ indflydelse på vores tur til Santa Lucia, for selvom vi fandt et meget billigt hotel, var alle de rigtigt fede oplevelser udenfor gå- eller cykelafstand, og vi kviede os ved at bruge 500 kr pr dag på en bil. Dette resulterede i en mindre krise, som skæmmede vores ophold på dette ellers udmærkede sted.

Fremover vil vi sørge for at afstemme vores forventninger med budgettet, så vi ikke bliver skuffede over de prioriteringer vi må tage. Det er lidt dumt at føle at man går glip af noget skønt, og i hvert fald fremmer det ikke glæden ved det man så har. Godt nok er dette Caribien, men derfor hænger bountystrandene og palmehytterne altså ikke på træerne, og i hvert fald ikke til en pris, som vi kan betale. Desværre var det heller ikke muligt at snorkle, og vandet var meget lavt, så det kneb også med en ordentlig svømmetur. Jeg hader at se mig selv brokke mig, når nu vi er så heldige at vi i det hele taget er på denne tur, men lige denne tur blev for dyr i forhold til oplevelsen.

Nu er vi videre og humøret er atter for opadgående. Vi kom med en bus til Holguin og derfra samme dag videre til Santiago de Cuba, hvortil vi ankom i går aftes. Vi havde heldigvis fået en Casa anbefalet, og da vi ankom ved 21-tiden var der heldigvis plads hos dette meget hjertelige ældre ægtepar. Konen gik straks i gang med at lave mad til os og vi gik mætte og trætte til ro.

I dag har vi så set byens centrum ved dagslys, og vi er ret begejstrede begge to. Man fatter ikke at det er en ganske almindelig mandag på grænsen mellem januar og februar. Der er vildt mange mennesker alle vegne, og der er virkelig gang i den på den gode måde.

I morgen kommer Henrik hertil som guide for et hold danskere, og vi skal ses med ham igen. Det er nu dejligt lige at vende alle oplevelserne med en anden, og han har sikkert nogle gode betragtninger vi kan bruge på vores videre tur.

Vi regner med at blive i Santiego til onsdag og så tager vi helt ud østpå til Baracoa. I morgen køber vi billetter til turen tilbage vestpå som bliver enten med bus eller tog. Der går et eksprestog til Havana om ugen, og hvis vi kan få plads på det næste onsdag, er det en mulighed for en anderledes transportoplevelse.

For øvrigt har vi passeret en tankevækkende linje. Vi har brugt mere af turen end vi har tilbage. Det, kombineret med noget arbejdsrelateret jeg lige skulle forholde mig til, gav en nat med drømme om arbejde. Ikke et ondt ord om min dejlige arbejdsplads, men jeg gider ikke bruge et øjeblik mere på at tænke på arbejde før jeg sidder i flyveren på vej hjem – BASTA!