Santiago de Cuba

Jeg fik mit visum, og vi kom videre til Santa Lucia. Ikke med den bus vi havde håbet på, men med en taxa der fik os overbevist om, at den eneste anden transport var de lokale lastvogne med et lad med bænke og en pressening over.

Når vi nu betalte forholdsvis dyrt for denne taxa, havde vi nok gjort bedst i lige at tjekke køretøjet, inden vi sagde ja. Det var et vrag af en Lada, der under kørslen trak udstødningsgasserne ind i kabinen, så vi havde svært ved at trække vejret frit. Det skal lige siges, at turen tog 2,5 time, så selvom bilen holdt hele vejen, var det ikke nogen videre behagelig køretur.

Jeg vil her indskyde, at mange af taxaerne er sådan nogle ældgamle Ladaer, de fleste uden taxameter (eller tilladelse) så prisen aftales inden turen. Efterhånden lærer man at lade chaufføren åbne og lukke dørene, for de er ofte lidt ”sarte”, og man skal i hvert fald ikke smække dørene i, da det ofte fører til et lidende udtryk i bilejernes ansigter. Vi har også i Havana ”nydt” en tur i en af de dér gamle amerikanerbiler fra 50’erne, men det er mest de lokale der bruger dem. Ofte fylder de bilen op undervejs ved at samle folk op, som skal samme vej, så det er et lidt uigennemskueligt og lukket system for en turist.

Endelig er der da også nyere taxaer, i hvert fald i de større byer, med taxameter og det hele, men en tur med sådan en har vi stadig til gode.

Ligesom så meget andet i Cuba, er der på transportområdet et dobbeltsystem – et for os der betaler med konvertible pesos, og et for Cubanerne der betaler med lokale pesos. Prisforskellen er vildt stor, og man skal virkelig kunne spansk og virke lokalkendt for at få lov til at tage med de billige busser.

Vi andre må tage Viazul-busser som kører ad hovedruterne i landet. De er punktlige, har stadig en ok pris, og er behagelige at køre med. Dog er de lige lovligt nedkølede efter vores smag.

Skal man videre ud i landet, er man lidt på egen hånd. Man kan tage en taxa, eller leje en bil eller en motorcykel. Man kan også købe arrangerede ture til de mere populære destinationer som nationalparker eller gode strande. Alt dette er dyrt og vi må erkende at vores budget ikke rækker til alle de ture vi gerne ville tage.

Det fik negativ indflydelse på vores tur til Santa Lucia, for selvom vi fandt et meget billigt hotel, var alle de rigtigt fede oplevelser udenfor gå- eller cykelafstand, og vi kviede os ved at bruge 500 kr pr dag på en bil. Dette resulterede i en mindre krise, som skæmmede vores ophold på dette ellers udmærkede sted.

Fremover vil vi sørge for at afstemme vores forventninger med budgettet, så vi ikke bliver skuffede over de prioriteringer vi må tage. Det er lidt dumt at føle at man går glip af noget skønt, og i hvert fald fremmer det ikke glæden ved det man så har. Godt nok er dette Caribien, men derfor hænger bountystrandene og palmehytterne altså ikke på træerne, og i hvert fald ikke til en pris, som vi kan betale. Desværre var det heller ikke muligt at snorkle, og vandet var meget lavt, så det kneb også med en ordentlig svømmetur. Jeg hader at se mig selv brokke mig, når nu vi er så heldige at vi i det hele taget er på denne tur, men lige denne tur blev for dyr i forhold til oplevelsen.

Nu er vi videre og humøret er atter for opadgående. Vi kom med en bus til Holguin og derfra samme dag videre til Santiago de Cuba, hvortil vi ankom i går aftes. Vi havde heldigvis fået en Casa anbefalet, og da vi ankom ved 21-tiden var der heldigvis plads hos dette meget hjertelige ældre ægtepar. Konen gik straks i gang med at lave mad til os og vi gik mætte og trætte til ro.

I dag har vi så set byens centrum ved dagslys, og vi er ret begejstrede begge to. Man fatter ikke at det er en ganske almindelig mandag på grænsen mellem januar og februar. Der er vildt mange mennesker alle vegne, og der er virkelig gang i den på den gode måde.

I morgen kommer Henrik hertil som guide for et hold danskere, og vi skal ses med ham igen. Det er nu dejligt lige at vende alle oplevelserne med en anden, og han har sikkert nogle gode betragtninger vi kan bruge på vores videre tur.

Vi regner med at blive i Santiego til onsdag og så tager vi helt ud østpå til Baracoa. I morgen køber vi billetter til turen tilbage vestpå som bliver enten med bus eller tog. Der går et eksprestog til Havana om ugen, og hvis vi kan få plads på det næste onsdag, er det en mulighed for en anderledes transportoplevelse.

For øvrigt har vi passeret en tankevækkende linje. Vi har brugt mere af turen end vi har tilbage. Det, kombineret med noget arbejdsrelateret jeg lige skulle forholde mig til, gav en nat med drømme om arbejde. Ikke et ondt ord om min dejlige arbejdsplads, men jeg gider ikke bruge et øjeblik mere på at tænke på arbejde før jeg sidder i flyveren på vej hjem – BASTA!