Opfoelgning og Camaguey med visaproblemer

                         
Som planlagt har vi både været en tur i bjergene og på en heldags snorkletur. Vi var lidt spændte på vejret, for det var blevet køligt efter det kæmpe regnskyl den anden aften. Vi fik da også brug for vores varme tøj i bjergene. Vi vandrede en times tid nedad mod et vandfald og samme vej tilbage igen. Inden nedturen besøgte vi en kaffefarmer. Turen til bjergene foregik på åbent lad i en gammel russisk lastbil. Alt i alt en ok tur, som ikke fik underkæben til at falde.
Vi var super heldige med vejret næste dag på vores snokletur ud til øen Caya Blanco og det koralrev som ligger der. Turen foregik i en katamaran – noget større end vores derhjemme.
Det er en stor oplevelse at ligge i vandet og have dette fantastiske skue under sig. Der var pænt med bølger, men når bare man slapper af og glemmer det, bliver kroppen jo hele tiden i overfladen, og man lægger egentlig ikke mærke til at det går op og ned.
Vi nød begge det smukke syn, og fik da også taget en del ok billeder med vores smarte kamera som kan klare den slags.
I turen var også inkluderet middag på øen, som viste sig at have nogle spøjse ”indbyggere”. Nemlig leguaner og eremitkrebs. Efter middagen fik vi mulighed for at snorkle ved vraget af en gammel bro, og her var der næsten endnu flere fisk, som i vores kamera blev ”stjerne for en dag”.
På vejen tilbage undrede jeg mig over, at de andre gæster på turen ikke beskyttede sig bedre mod solen. Det var lige til jeg selv fandt ud af, at jeg selv var temmelig rød på ryggen. Så kan hun lære det!!!
Visumkrise.
Vi er ved at nå den tid, hvor vores 30 dages visum udløber, og derfor er det tid til en forlængelse til de sidste 30 dage. Peter ved, at den slags ting kan være vældig komplicerede og tage uforholdsmæssig lang tid, så han har længe presset på for at vi skulle komme i gang med det. Jeg har holdt ham lidt hen, fordi der i min guidebog står, at man tidligst kan forlænge visummet en uge før det udløber. Det førte til, at ville tage en hel dag mere i Trinidad, nemlig tirsdag, for at få købt de værdimærker i banken, som skal bruges, og opsøge immigrationskontoret for at få ordnet papirerne.
Det gik fint med mærkerne, men desværre viste det sig, at der kun var åbent for den slags på immigrationskontoret mandag, onsdag og torsdag. Øv. Vi var i forvejen lidt mætte af Trinidad, og kunne derfor ligeså godt have taget af sted tirsdag og få ordnet det hele i Camaguey som var vores næste mål.
Vi valgte så at tage den 5,5 time lange bustur onsdag og håbe på bedre held med åbningstiderne når vi kom frem.
Vi fandt efter lidt søgen en Casa som vi kunne lide og fik at vide af værten, at immigrationskontoret havde åbent en halv time mere, så hvis vi skyndte os og tog en taxa, kunne vi formentlig nå det samme dag.
Vi tog en hurtig beslutning. Jo før jo bedre.
Måske skal jeg lige huske at fortælle at varmen er kommet tilbage, så det følgende foregik i omkring 28 – 30 graders varme.
Og så begyndte hele cirkusset. På kontoret blev vi mødt af medarbejdere og ventende mennesker som kun talte spansk. Vi fik stukket nogle papirer i hånden og blev hurtigt på spansk informeret om, hvor vi skulle skrive hvad. Ikke noget bord, ikke nogen kuglepen, og vi havde selvfølgelig glemt ordbogen, så det blev lidt på må og få og ved hjælp at visummet og vores pas, at vi fik gættet os frem til, hvad det forskellige betød.
Så blev vi med fagter og gebærder vist hen til et andet hus med en dame med en skrivemaskine. Det viste sig at hendes funktion var at se at vi havde udfyldt papirerne rigtigt, og at klistre de der mærker på det rigtige sted.
Tiden var ved at løbe ud, så vi stormede tilbage til det første kontor, hvor vi blev modtaget af begejstrede tilråb af de mennesker som havde fulgt vores færden og selv sad i kø med nogle helt andre sager.
Vi blev vist hen til en noget tilknappet medarbejder, som efter en tid konstaterede, at min sygeforsikring ikke havde nogen indikation af, hvor længe den var gyldig. Vi prøvede at forklare, at det var den samme som var blevet godkendt af den cubanske ambassade i København, men han var ubøjelig. Han ville ikke godtage den.
Peter fik sine klistermærker og sit stempel, men jeg måtte gå derfra med uforrettet sag. Ikke nogen fed fornemmelse.
Humøret var lidt beklemt, men der var jo ikke andet for end at forsøge at fremskaffe det rigtige dokument.
Det viste sig hurtigt, at det eneste sted med internetadgang i denne store by, ligger omkring 1,5 km fra vores Casa.
Den tur kom vi til at gå nogle gange.
For at få internetadgang, skal man købe et kort med nogle koder på, og for at købe det kort, skal man stå/sidde i kø, nogle gange helt ud på gaden. Cubanerne er så vandt til at stå i kø, så der er godt styr på det. Man spørger ved ankomst hvem der er ”el ultima persona” – den sidste i køen, og så behøver man kun at huske at man kommer lige efter vedkommende. Også det kom jeg til at prøve nogle gange.
Jeg havde ikke held med at finde noget dokumentation for min forsikring, så vi måtte gå, uden at have løst problemet.
Vi måtte trække en livline, og det blev Anette. Hun fik en længere sms om problemet, og lovede at hjælpe med at få forsikringsselskabet til at maile det rigtige papir til mig. Det koster 25 kr. i minuttet for os selv at ringe, så det ville jeg helst undgå.
Mens vi sov, fik Anette ordnet det vi havde bedt hende om, og vi var fulde af fortrøstning da vi, torsdag morgen, efter endnu en kø ved internetstedet, kunne konstatere, at vi havde modtaget det rigtige dokument. Så langt så godt. Nu skulle det bare printes ud.
Man går ikke bare fra sin plads ved computeren og hen til skranken og får hjælp. Man stiller sig ud på gaden igen og begynder forfra på at stå i kø.
Vi blev hjulpet af en noget mut, men meget hjælpsom ung kvinde med meget lange påsatte negle. Hun foreslog at vi sendte dokumentet til hende, hvorpå hun kunne printe de ud fra sin computer. Hun gav os sin mailadresse i en håndskrift, som var fuldstændig ulæselig, så det endte med at vi måtte ulejlige hende igen, og få hende selv til at skrive adressen på ”vores” computer.
Da vi så endelig fik det sendt og hun havde tid til at hjælpe os igen, kunne hun ikke åbne en pdf-fil, og vi var tilbage til udgangspunktet. Vi havde dokumentet, men kunne ikke få det i hånden. Vi tænkte at de måske var selve mailen som voldte problemer, så vi spurgte om de havde et usb-stik. Det havde de ikke!!!
Peter prøvede alt hvad han kunne, at ændre dokumentet, men vores internettid var ved at løbe ud, og han kunne ikke umiddelbart løse problemet.
Så gik vi tilbage til Casaen. Stemningen var mildest talt meget trykket. Vi er jo presset af en deadline på onsdag, og hvis jeg ikke har noget visum på det tidspunkt, så må jeg jo rejse hjem. Peter havde et par forslag til løsninger, men hvis de heller ikke virkede, så det virkelig sort ud.
Det er fuldstændig surrealistisk at være i en storby på 300.000 indbyggere i 2011 og så ikke kunne få udskrevet et dokument fra en computer. Det er jo trods alt ikke noget U-land vi er i.
Udrustet med et usb-stik og Peters bærbare gik vi tilbage til internetstedet, som egentlig mere er et sted cubanerne bruger til alt omkring telefoni. Det er kun os turister som bruger computerne.
I kø igen.
Stik imod al forventning, lykkedes det Peter at overføre dokumentet til sin usb-pen og samtidig sendte han dokumentet til vores tålmodige, men stadig mutte dame som powerpoint.
I kø igen.
Og igen kunne hun ikke åbne nogen af dokumenterne. Nu var vi ved at være temmelig fortvivlede. Godt nok havde Peter nu gemt dokumentet på sin bærbare, og det ville muligvis kunne bruges som dokumentation på immigrationskontoret, men hvad nu hvis manden forlangte dokumentet i papirform? Vi var snart klar til at tro det værste.
Og så kom løsningen. Pludselig rejste den unge kvinde sig resolut, og gik hen til kollegaens computer. Her fandt hun dokumentet fra usb-pennen – OG ÅBNEDE DET. Vi kunne dårligt tro på det, da printeren begyndte at give lyd, og dokumentet blev håndgribeligt. Der var ikke for meget blæk i printeren, men hellere et svagt print end ingenting. Vi takkede hende overstrømmende, og gav hende glædeligt de 30 pesos (2 kr.) hun skulle have for al sit besvær. Og tænk – det lykkedes hende at være så hjælpsom uden på noget tidspunkt at smile.
Nu mangler vi kun finalen på historien. Immigrationskontoret er lukket for i dag, så vi må vente til i morgen med at få at vide, om man godkender forsikringen, og vi kan fortsætte med vores tur, med et visum hver.
På grund af alt det her, er det begrænset, hvor meget vi har nået at nyde byen. Vi har selvfølgelig gået den samme strækning mange gange, og derved oplevet en masse. Bl.a. en crimescene ved en juvelerbutik, hvor der var politiafspærring og nummerafmærkede blodstænk på fortovet.
Vi har også bemærket at her ikke er nær så mange turister, og at priserne derfor er væsentligt lavere på mad, drikkevarer og kaffe. Det er behageligt samtidig med at vi har fundet ud af, at kursen på den cubanske valuta er lidt lavere end vi troede, så det ser ud til at pengene rækker til det meste af det vi gerne vil.
Vi har det stadig helt fantastisk, men vi vil gerne snart have fri adgang til noget dejligt vand, uden at skulle transportere os, eller købe arrangerede ture.
Så hvis alt går vel i morgen, tager vi videre med en bus nordpå til stranden Playa Santa Lucia. Der er ikke nogen Casaer der, så vi må se om vi kan finde et billigt hotel. Til gengæld skulle der være de mest fantastiske strande, med mulighed for at snorkle og bade. Samtidig er stedet ikke så overrendt, som så mange andre af de gode strandområder i landet. Vi får ikke nogen internetforbindelse derfra, så næste gang I hører fra os, bliver formentlig i Las Tunas eller Santiago de Cuba

Graavejr i Trinidad

Som i sikkert har opdaget, laver jeg min blog paa vores bearbare og overfoerer den derefter til computeren vi sender fra, men denne blog er helt frisk fra fad.
Vi er lige kommet hjem fra et trek i de naerliggende bjerge, og baade i gaar og i dag har det vaeret koeligt med en masse regn i gaar.
Vi har heldigvis masser af tid, saa det kan ikke slaa os ud, men det er selvfoelgelig ikke helt det vi droemmer om.
Det bliver maaske svaert at skrive regelmaessigt. Her i Trinidad har vi vaeret 2 timer om at udgive den ene blog og uploade de faa billeder, men vi goer hvad vi kan.
Tusind glade hilsner herfra os.

Peters refleksion 1.

Økonomien.
Under rejsen udgør vores egen lille økonomi et punkt vi op til flere gange daglig er nød til at
forholde os til. Typisk når vi vælger vores overnatningssted, når vi skal beslutte hvor vi skal indtage
vores måltider, eller hvilke udflugter vi skal på.
Inden rejsen var en af vores store betænkeligheder at Caribien generelt er dyr at rejse i, specielt for
os der er vant til af færdes i Asien. Og ja det er dyrt at være her på Cuba, men ikke entydigt. Det er
dette modsætningsforhold jeg vil skrive et par linjer om.
Men først et par linjer om Cubas økonomi, med det forbehold at jeg jo ikke har nogen doktorgrad i
økonomi og nemt kan have mistolket nogle oplysninger.
Kort fortalt har Cuba set sig nødsaget til at være en del af det Østeuropæiske økonomiske
samarbejde. Her blev det ”dikteret” eller Cuba valgte selv, at de skulle levere alt det sukker de
kunne producere til Østeuropa. Til gengæld ville de få alle de varer de havde brug for. Sovjet har i
de år hvor det stod på, støttet Cuba med gigantiske beløb ( 11 millioner dollars pr. dag). Det siges i
spøg at Cuba på den måde var medvirkende til økonomisk undergravning af kommunismen.
Sukkerproduktionen var en ensporet satsning, som har været stærkt medvirkende til, at Cubas
økonomi kollapsede da Sovjet trak sig ud efter murens fald. Pludselig stod Cuba og skulle ud på det
frie verdensmarked og købe alle de fornødenheder de ikke selv producerede.
Den store udfordring er at Cuba ikke er i stand til at brødføde sig selv. I 2007
importerede Cuba op mod 80% af hvad de konsumerede. Det er vel og mærke i et land der ud
fra en faglig vurdering burde have mulighed for at producere 5 gange mere mad end de har brug
for. Men den dårlige landbrugsproduktion skyldes ikke udelukkende den ensidige dyrkning af
sukkerrør, men også til en vis grad, forældet udstyr (grunden USA embargo er der mangel på
teknik/mekanik), dårlig distribution af fødevare og ineffektiv dyrkning. Det sidste kan skyldes et
klassisk kommunistisk fænomen, manglende incitament da ingen producerer til sig selv men til
staten i større kooperativer.
For at Cuba kan importere fødevare og andre fornødenheder som olie, skal de bruge fremmedvaluta.
Sukker giver langtfra den nødvendige valuta og derfor har Cuba (som mange andre Caribiske
øer) nu satset på turistindustrien. En del af det system er at der bruges to betalingssystemer: et for
turister som giver adgang til rigtig mange varer og ydelser men er dyrt, og et for lokalbefolkningen
som giver adgang til de mest basale fornødenheder som de lokale har råd til. For at sikre sig at
befolkningen får det mest basale er der endvidere rationeringsmærker på brød ris mm.
Det forventes at turisterne hovedsagelig holder sig til den ”dyre” valuta, som de fleste også gør,
da den giver adgang til de varer og ydelser en vesterlænding forventer. MEN det prisniveau ligger
kun 20-30% under det danske prisniveau. Eksempelvis koster en lokal øl i forretning ikke under
6 kr, eller en kop kaffe med mælk (mælk er mangelvare) omkring 15 kr. Et besøg på et museum
kommer ikke under 30kr og de billige overnatninger i private hjem ligger i snit på 150-200 kr. pr
dobbeltværelse (hoteller som vi hidtil ikke har brugt ligger ofte på 300 for de billigste). De private
hjem skal have en statslig tilladelse til udlejning og betaler ca. 1200 kr til staten pr mdr. uanset
om de har gæster eller ej. Cuba er aktuelt kommet op på at have ca 10% af alle caribiske turister,
hvilket faktisk er godt gået da Amerikanske turister ikke må rejse til Cuba for deres egen regering.
Det ikke kun turistindustrien der bidrager til Cubas indkomst. Cuba har også en udbygget eksport
af råstoffer som nikkel, kobber mm (minedrift) og eksport af viden, specielt på sundhedsområdet
hvor de eksporterer sundhedsfaglig bistand til 3. verdenslande. Herudover søger de at mindske de
offentlige udgifter ved at omlægge eller nedlægge stillinger. I Cuba er ca ½ af befolkningen ansat
i det offentlige. Set med vores øjne et ganske ineffektivt system, hvor der i de offentlige kontorer
sidder op til 3-4 personer og intet laver.
Priserne bliver sat i perspektiv når en Cubaner typisk tjener mellem 150 og 400 kr om måneden.
Cuba befinder sig midt i en brydningstid (fristes til at sige igen og igen). For at stimulere
økonomien har det kommunistiske styre yderligere åbnet op for markedsøkonomien. Den enkelte
Cubaners mulighed for at etablere egen lille forretning er blevet bedre, dog skal der betales kontant
til staten. Samtidig forsøger man sig med et nyt incitament: styring af landbruget, ved at give
bønderne mulighed for at dyrke egen jord (lejet af staten), hvor de kan handle 20% af udbyttet på de
frie marked (80% afregnes til statens fastsatte takster for at sikre at alle kan få basis føde).

Trinidad

I onsdags ankom vi til Trinidad og vi har slået os ned i en Casa med terrasser og fin udsigt ud over
byens tage. Næsten som på Gormsvej, bare temmelig meget mere eksotisk og med mange flere
palmer. Vejret er blevet noget varmere, selvom vi også har en del skyet vejr og vi har endnu engang
haft et af de der tropiske regnskyl, som virkelig vi noget.
Det er imidlertid skønt at opleve varmen, og om aftenen nyder vi at kunne gå rundt med bare arme
og ben.
Vores værtinde er en glimrende kok, og torsdag aften fik vi serveret hummer her på vores ”egen”
terrasse. Det var første gang for os begge to, og det lykkedes os at presse alle rædselshistorierne om
maveforgiftninger i baggrunden og nyde dette overdådige måltid – hvor vi endnu engang forspiste
os grundigt. Vi flottede os endda med en flaske hvidvin, og det var en rigtig dejlig og romantisk
oplevelse.
Vi kan i skrivende stund berolige alle med, at vi slap for ubehagelige eftervirkninger, andre end
dem der kommer af at have spist alt for meget.
Byen er anlagt på en måde som skulle besværliggøre det for evt. pirater. Man har sørget for at det
er svært at finde rundt og at få et overblik, så piraterne ikke bare lige kunne komme af sted med at
røve og derefter flygte.
Det er lykkedes måtte jeg sande den første morgen, hvor jeg løb mig en tur. Jeg havde jo hørt om
det, så jeg sørgede selvfølgelig for at tage en ”nem” vej, hvor jeg kun drejede fra 2 gange og det
meste af tiden løb ud af landevejen mod lufthavnen. Jeg syntes jeg havde mærket mig, hvordan der
så ud, de steder jeg havde drejet, men efter min halve times løb brugte jeg så alligevel 40 minutter
på at finde hjem. Oven i købet var jeg så dum, så jeg ikke havde medbragt hverken kort eller
adressen på der hvor jeg bor, så jeg kunne ikke engang spørge om vej. Jeg var nu aldrig nervøs, og
det var egentlig en helt fin oplevelse at mærke byens effektive piratforsvar på egen krop.
Byen skal efter sigende være Cubas smukkeste, og vi er enige. Her er utroligt velholdt og mange
flotte huse med krystallysekroner og mahognimøbler. Vi er ikke i tvivl om, at en pæn del af
velstanden kommer fra turisme, da der her er et helt andet fokus på os som ”dem der har penge
med”. Det er helt naturligt, og egentlig underligt, at det pludselig virker ucharmerende på os, at folk
kan henvende sig til os på engelsk og tilbyde os alle deres varer og tjenesteydelser.
Pludselig bliver vores lillebitte spanske ordforråd fuldstændig mixet op til en underlig blanding af
engelsk, dansk og spansk. Vi får os gjort forståelige, men det er ikke specielt kønt at høre på, og
man fornemmer også hurtigt, at deres engelske kun rækker til de få indlærte fraser, og ikke til en
dybere forståelse.
Torsdag eftermiddag, som var meget varm med sol fra en skyfri himmel, fik Peter mig overtalt til
at vi skulle leje nogle cykler og køre ned til en lille by ved vandet, som ligger 5 kilometer herfra. Vi
ville undersøge om vi kunne finde en lækker Casa med havudsigt fra verandaen, og der var da også
nogle stykker, men de var alle sammen optaget, og viste sig at være ligeså dyre som den vi har. Da
stedet heller ikke viste sig at være ”lige i øjet” bliver vi her, og det er også ganske glimrende.
Jeg var glad for at jeg lod mig overtale, men lige i situationen virkede det noget uoverskueligt at
skulle cykle 5 km op ad bakke (hjemturen) i bagende hede på en cykel uden gear. Jeg havde lige
glemt at jeg er supersej og at Vera har givet mig den der faktor 30 solcreme som klarer alt, så det
blev selvfølgelig en dejlig oplevelse.
I går var vi ved stranden hele dagen. Det var heldigvis for det meste lettere overskyet, og det viste
sig at være rigtig godt, for så kunne vores vinterblege danskerhud bedre klare mosten. Vandet var
dejligt, om end noget uklart, og det var en rigtig flot strand, så vi nød turens anden rigtige dase-på-
stranden dag. Trods solcremer af varierende faktor, lykkedes det os da også at få lidt farve uden at
blive forbrændte, så vi kom hjem, saltede og solmætte.
Vi så to lokale mænd som kom ind efter at have snorklet for at fange fisk. I første omgang kunne
vi kun ane deres fangst, for de stod i det lave vand og rensede fiskene som hang i en ring af tyk
ståltråd. Vi så dog at de omhyggeligt lagde 5-6 hummerhaler i deres svømmefødder. Senere da de
trak fangsten fri af vandet, så vi alle de mange farvestrålende fisk, og jeg fik lov at tage et billede
som vi lægger ud på Picasa, så I kan se det.
Lige nu er vi ved at lægge et løst ”budget” over de oplevelser vi gerne vil nå inden vores tur er
forbi. Herfra vil vi tage på en arrangeret snorkletur til en nærliggende ø med et flot koralrev, og vi
vil formentlig også tage et trek op i en naturpark i bjergene heromkring. Det afhænger dog lidt af
Peters akillessene som stadig volder problemer.
Foreløbig ser det ud til at vi bliver her til onsdag, og så går turen videre sydpå.
Som I vil kunne se, har jeg efter lange overvejelser ladet Peter skrive på min blog. Selvfølgelig
bliver hans indlæg cencureret af mig, så jeg kan stå inde for det han skriver, og jeg må jo nok
erkende, at han er en ganske udmærket skribent, som kommer med lidt nye vinkler til jeres Cuba-
forståelse. God fornøjelse med læsningen.

Sidste blog i Havanna

Det er søndag og vi har snart været af sted i 14 dage.

Det er ved at gå op for os, at den mangelsituation vi hele tiden har kunnet fornemme, er et faktum. Det er ikke bare fordi vi ikke har fundet de rigtige forretninger, eller fordi vi ikke kan finde ud af at handle i cubanske pesos. Der er simpelthen masser af varer vi ikke umiddelbart kan få – heller ikke selvom vi har penge nok.

F.eks. må vi sande, at kaffe får vi ikke i de mængder vi er vant til. Her er masser af caféer, og kaffen der er udmærket, men vi har ikke kunnet opdrive nescafé så vi selv kan lave os en kop kaffe når vi har lyst, og hos Dinorah får vi også kun den ene kop kaffe som vi får til morgenmaden.

Det står også rigtigt sløjt til med andre fødevarer.

Normalt er vi vant til, at når vi er på ferie, består frokosten tit af noget brød, evt. noget ost eller smøreost og nogle tomater. Vi kan også godt få alle tre ting, dog ikke smøreost, men det skal købes tre forskellige steder. Osten i et supermarked, brødet i en lille gadebutik, som ikke altid er så nem at finde, og tomaten på et grøntsagsmarked.

I går var jeg lidt sløj. Jeg havde lidt feber og havde derfor ikke lyst til at gå ud i byen. Peter var sød og ville gerne gå ned og købe lige hvad jeg havde lyst til, og lige i den situation, måtte jeg erkende, at der ikke var noget af det jeg havde mest lyst, han kunne købe. F.eks. havde jeg vældig meget trang til en velduftende sprød baguette med skinke og ost, og her er alt brødet det samme. Sådan nogle bløde boller af hvidt mel à la kryddere, som ikke rigtigt smager af noget.

Heldigvis har jeg det godt igen i dag, og så er det nemmere at ”nøjes” med det vi kan få.

Det cubanske køkken er præget af kreolsk mad. Det vil sige, at det er meget bastant set med vores øjne. Basisprodukterne er forskellige tørrede bønner eller kikærter og også en del ris. Bønnerne og kikærterne bliver tilberedt i en slags sovs og bliver serveret til det kød eller den fisk som er den anden del af retten. Man bliver i hvert fald mæt, og egentlig er det også mad som er sundt nok og godt for fordøjelsen, det er bare ikke altid lige spændende.

Man kan også sagtens få anden mad. F.eks. er her masser af pizza på menukortene, og på ethvert gadehjørne kan man købe små pizzaer, som man lige kan få med i hånden eller spise på stedet. Det har vi så ikke haft mod eller lyst til endnu. Nok ikke så meget pga. de hygiejniske forhold, som fordi det ikke er alt det hvide brød vi har brug for.

I de der gadekøkkener kan man også få sandwich og frugtdrik af forskellige slags. Igen det der bløde hvide brød, som ikke lige appellerer til os. Måske er vi bare lidt for sarte og lidt for godt vant.

Det vi har haft mest held med er faktisk fisk. Vi har fået rigtig god fisk og bliver også mange steder foreslået hummer, rejer og blæksprutter. Hummeren har vi endnu til gode, da det er en meget dyr spise, også her, men det er da bare om at benytte sig af muligheden for frisk fisk, nu hvor vi er ved havet, for det er helt klart, at man ikke skal spise fisk når man er inde i landet. Der er for stor en risiko for, at de ikke er friske nok.

Vi har besluttet at blive til onsdag i Havanna. Som sagt var jeg ikke på toppen i går, og da vi ikke har noget vi skal nå, eller nogen der venter på os, kan vi ligeså godt tage et par dage mere her hos Dinorah, og blive helt klar til at tage til Trinidad, som er vores næste stop på rejsen. Det ser ud til at være det der passer bedst i forhold til vejrudsigten, som ser regnfuld ud. Under alle omstændigheder er der varmere sydpå, så det er nok smartest at vi begiver os den vej her først på turen, og så bevæger os tilbage nordpå som tiden skrider frem. Det kan jo være at det bliver lidt varmere i februar.

Altså bliver første stop den meget smukke by Trinidad, hvor der også skulle være glimrende strande og mulighed for snorkling, hvis vejret skulle arte sig. Det ser også ud til at man kan komme på nettet, så forhåbentlig vil der komme nye indlæg i min blog.

Håber at alt er vel hos jer i Danmark. Vi har noteret os at kronprinseparret har fået en søn og en datter, og at konservativt folkeparti har skiftet formand. Spændende om det parti stadig eksisterer når vi kommer hjem.

Det er hyggeligt med alle jeres små kommentarer på bloggen. Vi læser dem og værdsætter dem, men desværre er vores internettid så begrænset, at vi ikke kan nå at svare på dem.

Mange varme og glade hilsner fra Havanna.

Betragtninger fra Havanna

Jeg vil denne gang forsøge at give et lidt mere indgående billede af alle de sanseindtryk vi får her i Havanna.

Om morgenen vågner vi samtidig med gaden. Der er ingen vinduer i vores værelse kun nogle skodder med lameller, så vi kan høre alt hvad der foregår, både på gaden, men så sandelig også inde i husene, da de andre jo heller ikke har vinduer.

En stor lastbil stopper lige nedenfor, og ud over larmen, sender den helt sikkert en stank af bilos ind over os i vores seng. Nogen gange holder bilerne i tomgang, og så kan stanken blive ret massiv.

Mennesker snakker sammen mens en klirrende kærre med metalhjul bliver kørt igennem gaden. Der bliver kaldt, nogen gange hen ad gaden, men ligeså tit fra gaden og op på altanerne eller omvendt. Under det hele ligger en konstant summen af biler længere nede fra byen.

En hund gør vedholdende, en anden stemmer i. En gammel mand kæmper med sin hoste og sender til sidst en opharket spytklat af sted. Langsomt mens vi vågner rigtigt, bliver gaden mere stille. Vi er bare et par slumrende turister, mens alle andre har noget at foretage sig. Enten skal de på arbejde eller i skole, i hvert fald er der næsten stille igen når klokken bliver ni.

Nu kan vi høre vores værtinde Dinorah pusle i køkkenet. Hun er ved at lave morgenmad til os og skærer eksotiske frugter som bananer, ananas, papaya og guava ud i mundrette bidder. Når hun ved vi er klar laver hun et en gang røræg til os begge og til sidst laver hun kaffe og varmer mælk. Før det har hun hentet boller nede i det lille brødudsalg på gaden, hvor hun har fået krydset af i sin rationeringsbog.

Måske er det en af de dage hvor rengøringskonen Emelina er her. Så får vi redt seng og hver anden dag får vi rent sengetøj på.

Når vi senere på dagen går ned på gaden, mødes vi igen af masser af mennesker. Der er ham der er i gang med at reparere sin cykel, ham der roder i skraldespandene efter dåser og plastikflasker, ham der spørger os hvor vi er fra, og om vi vil med hans cykeltaxi. Mange steder er der en firkantet åbning ind i et hus, hvor man sælger forskellige varer lige fra brød til telefonkort og saftevand i plastikbægre. Al denne handel foregår i de lokale pesos og fem boller koster f.eks. under 6 danske kroner for os, og er sikkert endnu billigere for de lokale.

Vi skal hele tiden se efter hvor vi går, for både gader og fortove er fulde af huller og der er også masser af hundelorte og andet.

Skraldespandene kan indeholde lidt af hvert, og især hen imod aften når de er overfyldte, kan man ikke undgå at få øje på diverse. F.eks. så jeg en dag et gedehoved trone højest på en affaldsbunke. Det er heller ikke usædvanligt at møde resterne en slagtet høne – altså hoved og fjer, men faktisk er jeg overrasket over at det ikke lugter mere end det gør. Kun engang imellem kommer der en ram stank af urin, som dog hurtigt afløses af alle mulige andre mere eller mindre behagelige dufte.

Mange steder ligger der fladtrådte små, smalle, hvide kræmmerhuse som har indeholdt ristede nødder. Det falbydes af folk som selv rister og pakker nødderne hjemmefra og derefter sælger dem på gaden, og det er en yndet snack som vi dog ikke har smagt endnu.

I nogle af de små boder kan du også købe kaffe og sandwich.

Vi skal selvfølgelig også holde øje med trafikken. Bilerne har absolut førsteret, så du skal altid regne med at holde tilbage. Byen har kun få fodgængerovergange med lysregulering og ellers er det bare om at kigge sig for og vente til der er fri bane. Det gælder for øvrigt også i forhold til de små gule knallerttaxier og cykeltaxierne. Cykler er der ikke mange af, og det ser også forholdsvis livsfarligt ud at begive sig ud på sådan en, i hvert fald i de store befærdede gader.

Hvis man alligevel vover at kigge op, ser man ligeså meget liv på altanerne. Her holder folk til, og vasketøjet hænger til tørre så det mest af alt minder om scenerne fra Lady og Vagabonden. En del har stadig juletræer stående både på altanerne og inde i stuerne.

Mange har åbent til gaderne fra deres stue, så man får ufrivilligt et indblik i deres privatliv, når de sidder og ser fjernsyn eller snakker og er sammen med familien. Et af plusserne der er ved at bo sådan er, at så kan man jo samtidig lige se om der foregår noget interessant på gaden, men det er tankevækkende at se, hvor nedslidt og småt det er mange steder. Det kan være meget eksotisk for os at kigge på, men må absolut ikke være særligt spændende at tilbringe hele sit liv i.

Kontrasten er slående når man så kommer ned til det store hovedstrøg Pradaen, hvor det ene store hotel efter det andet befinder sig. Godt nok kan man også her fornemme at det er svært at holde standarten vi er vant til, men ikke desto mindre fornemmer man storheden og den rigdom som har været engang.

Vi kan bare gå ind et hvilket som helst sted og købe kaffe eller en mojito uden at vi føler os flået, men samtidig ved vi jo godt, at en almindelig statsansats løn her er omkring 100 kr. om måneden, og det kan undre, at folk ikke ser mere skævt til os.

Tvært imod møder vi hele tiden smilende folk som gerne vil i kontakt. I hvert fald når vi opfører os som det forventes af turister.

Når vi forsøger os i de lokale butikker bliver vi ofte sprunget over i køen, og vi er flere gange blevet mødt at surmulende ekspedienter som ser ud som om alt og alle er til besvær, også de lokale.(Peter siger det er et levn fra kommunismen)

Når vi sidder der med vores café cubana (espresso med sukker) eller café con leche ( kaffe med varm mælk) bliver vi ofte underholdt af ældre musikere som spiller son. Det er den genre som også kan høres på Buena Vista Social Club, og det er vældigt godt sammen med kaffe og kage.

Mørket sænker sig over Havana ved 6 tiden, og selvom der på de store gader er den smukkeste gadebelysning (se billederne fra Malecon) er der også mange steder meget mørkt. Vi har endnu ikke følt os utrygge, måske på nær en enkelt gang, hvor vi godt kunne fornemme at vi var kommet lidt på afveje. Det var et kvarter med meget snævre gader, næsten ingen belysning og en masse mennesker. Det var tydeligt at vi var de eneste turister og jeg kunne mærke på Peters fart og koncentration, at her skulle vi ikke lige gå og slentre. Jeg nåede nu ikke helt at opdage det, før vi var ude af det igen.

Ellers er vi som sagt trygge og nyder byen, også i mørke, hvor stemningerne er nogle helt andre.

Når vi kommer tilbage til vores Casa er der rigtigt meget liv i gaden igen, og vi kan høre TV og musikanlæg som er skruet pænt op. Nu er børnene og de unge ude og spille bold eller løbe på rulleskøjter (trods hullerne i vejen) og der bliver råbt og grinet. Efterhånden som aftenen skrider frem ebber lydene ud og gaden falder igen til ro. Man kan høre en enkelt hoste, eller et barn der græder, og stadig en lille summen i det fjerne af nattens biler. Og vi falder i søvn – sammen med resten af Havanna.

JEG VIL LIGE MINDE OM, AT LINKET TIL VORES BILLEDER ER LÆGERE NEDE PÅ BLOGGEN, OG AT DER HELE TIDEN KOMMER NYE BILLEDER TIL.

Weekend i Havanna

Søndag i Havanna. Vi er ved at kende byen en smule og befinder os godt i denne kontrastfyldte by. Vi er nu skiftet til et Casa hos hende som vi også går til spansk hos. Det er mindre, men også på mange måder mere charmerende, og hos hende bor en dansk og en svensk pige, som er studerende og derfor kan give os en masse tips.

På trods af at vi synes vi er godt forberedt, bliver vi snydt ind imellem, men vi har valgt at tage det med et smil og som en del af oplevelsen.

Efter at have gået rigtigt meget (vi kan i hvert fald ikke onde os selv en taxi) besluttede vi en dag at tage sådan en dobbeltdækker turistbus rundt i hele byen. Det var dejligt at se det hele uden at skulle bruge energi, og vi fik et godt overblik over de forskellige bydele.

Her i weekenden har vi forsøgt at gøre ”weekend-ting”. Vi var på bar og høre live-musik i fredags. Selvom musikken er inciterende har vi ikke lyst til at kaste os ud på dansegulvet. Det er som om vores kunnen ikke rigtigt rækker, og selvom der sikkert ikke er nogen der ville have noget imod at vi gav den hele armen med vores ”forsamlingshus-stil” så har vi altså ikke helt fundet modet endnu.

Lørdag var hele byen fyldt med folk i det pæneste tøj. Især teenagerne fyldte meget i gadebilledet, og der blev flirtet for fuld skrue. Et andet sted stod familier i kø for at få billig is, vi sprang køen over og betalte til gengæld 10 gange så meget og fik et udvalg der var 10 gange mindre. Vi har ikke helt forstået, hvordan vi opnår ting til samme priser som de lokale.

Lørdag aften var vi på jazz-club og høre noget fantastisk dygtige musikere, som vi ikke kender, men som vist er blandt de nye stjerner på jazzhimlen.

I dag, søndag ser det mere ud til at det er de gamle der er ude og blive luftet.

Her er stadig dejligt varmt og vi føler os lidt dumme i forhold til at have slæbt så meget varmt tøj med. Heldigvis kan vi opbevare noget af det hos Henrik når vi tager videre ud i landet, hvilket vi har planer om at gøre om en uges tid.

Vi kæmper stadig med det spanske. Peter er virkelig ihærdig selvom det er så svært for ham og jeg er fuld af beundring over hans vilje og ihærdighed.

Det er mærkeligt så hurtigt man vænner sig til varmen, farverne, lyset og lydene. Til morgen kom jeg til at tænke på, kulden og mørket derhjemme og så blev jeg endnu mere glad og taknemmelig over den mulighed jeg har her.

Vi har det fantastisk og har stadig vores første krise til gode. Humøret er højt og dagene heldigvis mange endnu.

Billeder

http://picasaweb.google.com/ptr.jzk/DropBox?authkey=Gv1sRgCJbf1sWZvcDlTw&feat=directlink

Kære Alle Interesserede.
Hvis I vil se billeder fra vores tur, kan I se dem på ovenstående link. Der vil blive lagt flere ind efterhånden. God fornøjelse.

Endelig nyt fra Havanna

Så lykkes det vist endelig for os at finde et sted med internet. Godt vi har vores egen computer med, for det er kun adgangen vi kan få.

Det har allerede været dage fyldt med indtryk og jeg kan berolige alle med, at her er dejligt varmt og solen skinner, så vi har allerede haft god nytte af min julegave fra Vera, solcreme med faktor 30. Vi bor i en Casa Particular lige ned til Malecon – den gade der løber langs med kysten i hele Havanna. Vi bor i det centrale Havanana og ikke langt fra den gamle by. Vores Casa er fyldt med kuriositeter og antikviteter. Meget specielt, men egentlig også ret charmerende når man lige har vænnet sig lidt til det.

Allerede den første dag mødtes vi med Henrik, min gamle kollega som bor her i Havanna på 10. år. Han var til stor nytte, både i forhold til, hvad vi skal gå efter, men lige så meget i forhold til en lidt dybere indføring i dette lands historie og samfundsmæssige struktur. En sag har jo altid flere sider, og det er godt at høre noget fra en, som er så dedikeret, men samtidig ikke er blåøjet.

Han førte os også sammen med vores charmerende og tålmodige sproglærer, som er en pensioneret lærerinde, der også har en Casa Particular, hvor hun faktisk har haft en del studerende danskere boende igennem tiderne. Vi aftalte at gå i gang med studierne allerede dagen efter, altså onsdag, og samtidig besluttede vi at flytte hen i hendes Casa (som bl.a. har en fantastisk tagterrasse) når der bliver et værelse ledigt på lørdag.

Vi sluttede vores dag med Henrik af med at besøge hans hjem og heldigvis fik vi også mulighed for at hilse på hans kone og hans skønne datter på 2 år.

Vores sprogtimer i går gav udfordringer til os begge to. Jeg fandt ret hurtigt ud af at drage fordel af mine franskkundskaber, mens Peter virkelig blev sat på prøve, med et nyt sprog to ivrige kvinder. Peters udfordring blev altså at holde hovedet koldt på trods af vi andres pres, og min blev at klappe sylten i, og lade ham arbejde i sit eget tempo. Det gik heldigvis rigtig godt med begge dele, så vi skal nok få glæde af de timer vi har købt.

I dag har vi været på sightseeing med en dobbeltdækkerbus. Det var godt at hvile fødderne lidt, også efter vores første løbetur i morges.

Havanna er en helt fantastisk charmerende by. Farverne, stemningerne, forfaldet samt alle de utroligt mange mindelser om en fantastisk storhedstid kryber ind under huden på én, og man har konstant et smil om munden.

Vi har stadig musikken og dansen til gode, men jeg kan da fortælle, at den første musiker vi overhovedet mødte, var en basunist på Malecon, som spurgte, hvor vi var fra. Da vi havde fortalt ham det, spillede han temaet fra Olsenbanden – og jeg synes ellers ikke her vrimler med danskere, så måske var det et tilfælde.

Maden har vi jo talt så meget om inden vi tog hjemmefra, og det smarte er, at når man absolut ingen forventninger har, så kan man næsten ikke undgå at blive positivt overrasket. Vi har spist OK indtil nu, og vi får både god kaffe og har også nydt en fantastisk dejlig kage.

Vi bliver i hvert fald i Havanna i 14 dage, og jeg vil gøre mig store anstrengelser for, at nå på bloggen nogle flere gange, inden vi tager ud i landet, hvor det formentlig er ret umuligt at opdrive en internetforbindelse.