Hjemme igen

Kære Alle.
Så er vi hjemme i Danmark igen. Vi forsøger at se optimistisk på tingene, selvom det godt kan undre os, at der i det hele tage kan bo mennesker i det her klima. Alle ser også ud som om de er syge - inklusive os, fordi vi ikke ligner alle I andre i hudfarven.
Peter starter på arbejde i morgen, og jeg har fået lov til at vente til tirsdag.
Det har været en stor fornøjelse at fordøje turen via denne blog, og vide at så mange interesseret har fulgt med.
Måske finder jeg på at blogge om andre ting, men så laver jeg en ny, som interesserede selvfølgelig nok skal få adressen på. Denne lader jeg stå som et minde om vores fantastisk dejlige tur.
Peter lover at lægge lidt flere billeder ud på Picasa i løbet af ugen.
Vi snakkes og ses forhåbentlig snart
Kærlig hilsen
Lone

Havana igen

Kære bloglæsere.
Så er det desværre ved at være slut med Cuba for denne gang.
Vi er tilbage i Havane og bevæger os meget hjemmevandte rundt. Vejret er virkelig med os til det sidste, og Dinorah siger vi er heldige, for sidste februar var frygtelig kold.
I går brugte vi næsten hele dagen på at finde de ting vi vil købe med hjem til Danmark, og endte igen med "storby-ben".
Dinorah havde desværre ikke plads i sin casa, så vi bor ikke så langt derfra og nyder så morgenmaden og den hjemlige atmosfære hos hende.
Eller ikke det store at berette. Vi har det godt og Danmark og arbejdet rykker stadig tættere på, både reelt og tankemæssigt.
Vi ses i Danmark, og vi tager foråret med.
Ciao.

Vinales og Maria la Gorda

Nu er vi tilbage i ”civilisationen” og kan igen give lyd fra os. Som I kan se er denne blog lidt ”bagvendt” i forhold til den måde, det ellers fungerer på. Dvs. at den er skrevet kronologisk fra sidst i hørte fra os og indtil nu. Den starter altså i Vinales som var vores første base efter Baracoa.

I skrivende stund er vi tilbage i Vinales, hvor vi venter på en bus til Havana. Det er mandag d. 21. februar, klokken er 8.00 og vi har en lillebitte uge tilbage af vores skønne tur.

I vil formentlig også høre fra os i Havana, men jeg kan da allerede nu opfriske data. Vi flyver fra Havana med Condor DE 1184 (jeg tror man kan følge afgangene på nettet) på fredag d. 25. kl. 21.45 lokal tid ( kl. 3.45 dansk tid ) lander efter planen i Frankfurt lørdag kl. 13.35, flyver videre derfra kl. 16.50 med Lufthansa LH 0830 (tænk at de har opkaldt en flyafgang efter mig) og skulle efter planen lande i København kl. 18.10.

Mentalt regner vi med at være hjemme omkring en uges tid senere, så alle, især mine søde kollegaer, må nok regne med en noget ”laid-back” og ”nede-i-tempo” Lone. Gad vide om I vil kunne kende sådan én? Jeg kan forstå på mine kilder i DK at vi kommer hjem til en ”kold tyrker”, så vi må bare trøste os med, at der er et forår lige henne om hjørnet, og vi skal nok forsøge at tage et varmt pust med hjem, som forhåbentlig kan kickstarte processen.

Onsdag d. 9. til tirsdag d. 15. februar

Vi er fremme i Vinales, en lille by i ved bjergene omkring 170 km sydvest for Havana. Området er kendt for sine gode tobaksplanter, så her bliver grunden lagt til nogle gode Havanésere. Selve Vinales er en lille by, hvor der ikke er så meget at se, men en dejlig afslappet stemning. Det der gør området specielt, er naturen her omkring.

1. dag på mountainbike.

I dag var vi på en guidet tur på mountainbike rundt i området og det var en rigtig god tur. Vi besøgte en tobaksbonde og fik lov at smage en cigar, og vi var også inde et sted og få friskpresset juice af sukkerrør. I området er der rigtig mange grotter og vi var også inde i sådan en.

Det fedeste var næsten at det blev et temmelig voldsomt regnvejr, så efter at have søgt ly i pænt lang tid, måtte vi jo ud på cyklerne for at komme hjemad. Den røde jord var nu blevet vildt smattet og mange af stierne var blevet til små vandløb. Så vi endte med at være godt smattet ind i rødt mudder, og det syntes vi var en vældig sjov og god oplevelse.

Vores guide var tydeligvis af en anden opfattelse. Han brugte en halv time af vores tur på at gøre cyklerne rene hos en bonde han åbenbart kendte. Imens stod vi sammen med resten af familien i tørvejr under et halvtag, mens de tydeligvis morede sig kosteligt over sceneriet, og vi bare kunne trække på skuldrene over at selv dækkene skulle vaskes helt rene.

Da vi kom hjem til casaen, stod vi pludselig selv med problemet. Vi var som sagt smattet ind og det var vores sko også. Dum som jeg var, mente jeg at det ville være mindst ulejlighed for vores værtinde, hvis vi tog det hele med ind på vores badeværelse, og det var en fejltagelse af de helt store, da jeg forsøgte at gøre mine sko rene inde i brusekabinen.

Da hun opdagede misèren, blev der opstandelse, og hun sagde en hel del på spansk meget hurtigt efter hinanden. Vi gættede os frem til, at det nok handlede om et afløb som kunne stoppe, og et badeværelse som lignede noget der var løgn. Puh ha. Jeg havde det ligesom en lille pige, som har forsøgt at skjule et eller andet for sine forældre og så bliver opdaget. Og så kunne jeg ikke engang finde ud af at sige undskyld på spansk. 

2. dag i taxa.

Husets søn er taxachauffør, og han gav os et godt tilbud på en længere tur rundt i hele området, så vi kunne få set en del af de ting, der er at se her.

Hans taxa er en gammel sort Chevrolet, så nu fik vi en ordentlig tur i en af de der gamle biler fra 50’erne.

Turens højdepunkt var en grottetur med guide og med pandelygter som eneste belysning. Det er ikke den første grotte jeg besøger, men det er ret fascinerende hver gang. Denne her er 46 km. dyb, og i 7 niveauer, og bare den lille del vi fik lov at se, var meget flot. Man kunne høre at det var en cubansk grotte, for som med alt andet i Cuba, så var der musik i den. Dvs. at guiden kunne spille på nogle af stalaktitterne som var de trommer. Især var der et sted, hvor det næsten lød som om de var stemt som en xylofon.

Dagen var noget præget af regnvejr og kulde, og jeg måtte leve med min fejldisposition fra dagen før, og gå med våde sko da vi skulle ind i grotten. Ikke så fedt, men trods alt bedre end sandaler.

3. dag på mountainbike igen.

Vi har lejet et par cykler, og i dag var det meget belejligt, for der skulle være hanekamp et sted langt ude mellem bjergene, og den oplevelse ville vi meget gerne have med.

Og det er jeg meget glad for at vi fik. Ikke fordi jeg synes det er specielt fedt at se to haner kæmpe til den ene opgiver, men fordi hele stemningen og kulturen omkring det, var meget spændende at opleve.

Der var lavet en kampplads med tilskuerbænke rundt om og vi blev hurtigt ”budt velkommen” af en fyr som solgte iskolde colaer og kunne tale en del engelsk. Da Peter bagefter havde købt 4 cigarer for 6 kr. af en anden mand, syntes vi ligesom at vi var godkendt og så kunne vi begynde at orientere os lidt.

Her var stort set kun mænd, unge og gamle, tilstede. Mange af dem havde selv haner med, som de fik indskrevet til kamp. Bagefter blev dyrene, med en snor om benet, sat på jorden i behørig afstand af hinanden indtil de skulle i kæmpe.  

Fælles for dem var, at de dun og fjer var pillet af dem både på ben og bug. Nogen af dem var også pillede på ryggen. Tilbage var vingefjerene, fjerene på hovedet og nogle halefjer.

Når de skulle i kamp, blev de påmonteret et par spidse sporer til at såre hinanden med.

Det var selvfølgelig spændende og lidt skræmmende at se dem kæmpe, men det var mindst ligeså interessant at se alle mændene gå helt amok og heppe på den hane de holdt på. Der var virkelig gang i testosteronen både i, og udenfor, ringen.

Efter hver kamp blev de vundne beløb delt ud til dem der havde spillet, og kampen blev højlydt diskuteret. Imens blev der faldbudt rom og andre drikkevarer indtil der var gjort klar til næste omgang.

Vi blev aldrig klar over grunden til at det lå så pokkers langt væk fra alting. I første omgang troede vi, at det var fordi det var ulovligt, men eftersom folk valfartede til i hobetal, og deres råb kunne høres flere kilometer væk, var det nok snarere fordi at ham som havde stillet sin jord til rådighed boede derude. 

Vi tog derfra med fantastiske billeder, både på nethinden og i fotoapperatet.

3. dag på mountainbike.

Nu var vi godt ømme i bagen af at cykle, så det var med at bide tænderne sammen og glemme det, da vi i dag tog en tur på 50 km ned til en lille fiskerby ved vandet. Vejen var meget smuk og en del kuperet, og så var den hullet, som de fleste veje i Cuba, så det var om at lette bagdelen fra sædet, hvis ikke det skulle gøre vildt nas.

Vel fremme i den lille by, stod vi vel i 4 sekunder og sundede os mens vi kiggede ud over vandet, og som vi efterhånden er vandt til, virker vi som magneter på de cubanere som kører en eller anden form for forretning. Where you from. My mother has a little restaurant. Lubster, fish, chicken. Det er jo fuldt forståeligt, men som i Vietnam, kommer man nogle gange til at virke lidt træt eller bister i sit svar.

Desværre har det nogle få gange affødt lidt pinlige situationer, da vi jo heller ikke så godt forstår når de henvender sig til os på spansk, og derfor bliver lidt for hurtige i vores svar. Der var en venlig mand på stranden som havde tilbudt os nogle kokosnødder, og vi havde afslået. Da han så fortsatte, troede vi, at han blev ved med det samme, så vi sagde bare nej tak – på den lidt stramme måde. Det viste sig, at han bare forsøgte at spørge, om vi ikke syntes at Baracoa var et dejligt roligt sted, og det måtte vi jo give ham ret i.

Vi besluttede at tage til vandet endnu engang, da vejrudsigten sagde solrigt og varmere vejr. Helt ude vestpå – næsten ved Cubas ende, ligger et lille sted som hedder Maria la Gorda og her valgte vi at slå os fra tirsdag til søndag.

Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Det er et meget smukt sted, meget langt væk fra alting. Der er faktisk ikke andre end os der bor på det forholdsvis lille hotel og så dem der arbejder der. For tiden bliver der dog bygget på livet løs, så vi måtte leve med lidt støj fra byggepladsen.

Vores værelse lå i et lille dobbelthus, og selvom vi ikke prioriterede havudsigt, skulle vi bare vende os om når vi kom ud, så lå stranden 25 meter væk.

Det er en stor bugt, så vandet er meget roligt, og så er der fine snorklemuligheder lige ud for stranden. Og fisk er der masser af. Når man tager sig en svømmetur langs med kysten med sine svømmebriller på, er det som at svømme i et stort akvarium, og vandet er fantastisk klart.

På en af vores ture ud på det dybe, fik jeg øje på en havskildpadde. Det var vildt stort, og vi fulgte den en godt stykke tid – og den os. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ved jeg nu vil blive endnu mere berørt næste gang vi mennesker kvajer os med et olieudslip e.lign. Cuba har verdens næstlængste koralrev og det er bare så fuld af liv. Det er virkelig en katastrofe når havene forsures så kalken i revene nedbrydes, for det er levested for så mange dyr. Selv her meget tæt på kysten, kan vi se, at bare der er en lille samling koraller, så er det ensbetydende med skjulested og føde for masser af fisk.

Mens vi havde oplevelsen med havskildpadden sammen, har Peter både set en moræne og en baracuda (siger han). Vi har et lille kamera som kan tage billeder under vand, og mens han var ved at forsøge sig med et nærbillede af nogle fisk helt inde ved en af kystsikringerne, kom der pludselig en moræne farende ud imod ham. Han blev så forskrækket og overrasket, at han desværre ikke nåede at få taget et billede af den. Baracudaen så han på en snorkletur med båd. Det skulle være noget af en bistert udseende og temmelig stor fisk, så måske var det meget godt at jeg ikke var med.

Vi hyggede os helt vildt begge to, og nu kan man da virkelig tale om at få tempoet ned og stresse helt af. Det er lige før at det var et projekt bare at gå hen og købe en kop kaffe. Det her er virkelig Caribien som jeg havde det for mit indre blik. Oven i det har de en glimrende buffet, som vi kastede os over morgen og aften, så jeg kan ikke finde noget som ikke bare var er helt fantastisk.

Livstegn

Vi er tilbage i Vinales, hvor vi har netforbindelse. Desvaerre kan jeg ikke finde ud af at flytte mit lange gode indlaeg fra USB stikket til bloggen, og jeg har ikke min IT-supporter ved min side. Derfor faar I bare lige en hilsen. Vi har det stadig fuldstaendig fantastisk, og I faar min blog saa snart det er muligt. Vi tager videre til Havana i eftermiddag. Mange solhilsner fra Lone

Baracoa farvel

Lige en ganske kort blog, kun for at fortaelle, at vi har det super, bliver chokoladebrune og nyder solen og varmen. Vi blev en dag mere her i Baracoa, for vi kender jo hverken forholdene eller vejret vestpaa, saa hvorfor ikke faa vores vand- og strandlyst tilgodeset. Skulle der saa komme mere senere, saa tager vi det med.
Min eneste skuffelse her i byen, er deres chokoladecafe. De har bare ingenting i den cafe. Det er altsaa for ringe. De fleste af dagene har den vaeret lukket, men i gaar fandt vi den endelig aaben. Det eneste de havde, var varm cacao. Intet andet. Et kaempe lokale fyldt med tomme borde og stole. Chokoladefabrikken ligger lige udenfor byen. HVAD SKER DER!!!!!!!! Maaske er det Chris der ikke er kommet paa arbejde.
Ellers kan jeg fortaelle at vores strandbesoeg blev forsoedet med cocouruu (eller noget i den stil) kraemmerhuse af bananblade fyldt med kokos, sukker og frugtjuice. Smager praecis som det der er ovenpaa droemmekage. Dertil juicen fra en frisk kokosnoed, plus bananer med mange smagsnuancer. Der er baade syrlige og soede. Meget laekkert. Det lykkedes ogsaa Peter at faa nogle gode snorkleoplevelser ved det koralrev som ligger 1 km ude. Han blev omringet af store hornfisk-lignende fisk og saa masser af andre. Jeg selv noejedes med at nyde svoemmeture laengere inde mod land.
Bortset fra nogle meget ihaerdige saelgere, havde vi faktisk vores del af stranden fuldstaendig for os selv, og alligevel var der sodavand og kaffe indenfor 5 min. gaaafstand. Ideelt.

Nu har vi pakket og tager bussen tilbage til Santiago kl. 2, bliver der i nat og tager natbussen til Havana i morgen nat.

Mange solglade hilsner fra Cuba.

Baracoa

Jeg starter lige med et par betragtninger:

De allerfleste cubanere lever et liv absolut uden luksus, og med problemer med at få pengene til at slå til. I butikkerne er der som sagt næsten ingen varer. I et såkaldt supermarked er der normalt varer på alle hylder, men det er de samme varer. F.eks. kan den lokale cola Tukola fylde en hyldemeter fra øverst til nederst, hvilket vil sige at sådan et ”supermarked” er hurtigt at løbe igennem, og der er forsvindende lidt at vælge imellem. Dette gælder også tøj, og derfor er jeg fuld af beundring over den almindelige cubaneres udseende, både hvad gælder tøj, men så sandelig også hår, negle, sko osv. De gør virkelig noget ud af sig selv, og på trods af varmen, dufter mennesker generelt rent og dejligt, uden at være sprøjtet til med parfume.

En anden ting jeg har bidt mærke i, er at de måske ikke er blufærdige omkring de samme ting som os. Vi boede i en casa i Camaguey, hvor værten var en ældre herre over tres. Da vi kom, havde han gråt hår, hvilket svarede meget godt til hans alder. Pludselig så vi ham stavre rundt med hårfarve både i håret på hovedet og i det på brystet. Det var han ikke spor genert over.

Nu bor man jo også ganske tæt med sin værtsfamilie, så det er heller ikke sjældent, at vores, især ældre, værtinder går rundt i nattøj, om morgenen eller om aftenen. Det ser også ud til at være ganske uproblematisk for dem. Det er også ganske almindeligt, at kvinder går rundt med curlere i håret på gaden.

Her, som mange andre steder i verden, er der en del ret overvægtige. Ikke sjældent ser man tykmavede mænd lufte deres store maver ved at løfte op i blusen. Det må være dejligt i varmen, men ser lidt pudsigt ud. Kvinderne har øjensynligt ingen komplekser i forhold til deres størrelse. De går i fuldstændig kropsnært tøj, og har ikke på samme måde som mange danskere behov for at skjule sig bag løsthængende klæder.

Vi har funderet over om der er noget som adskiller os genetisk, for rigtigt mange kvinder har et stort svaj i ryggen, og en noget overdimensioneret bagdel, hvilket gør, at de faktisk virker mere sensuelle end en fladbaget dansker, også inden de overhovedet er begyndt at bevæge sig. Og her er selvfølgelig en anden væsentlig forskel. De kan altså nogen med de popoer, og når de så er lækkert chokoladebrune, og oven i købet nogen gange klæder sig i stærke farver, så bliver de altså mere iøjnefaldende end en skandinavisk turist i forsigtigt camouflagefarvede t-shirts og Häglöf-bukser. Og dog. Jeg er bare iøjnefaldende på en anden måde, for der er ingen tvivl om, at dem som lever af turisternes penge, kan spotte mig på meget lang afstand, og det kan alle andre såmænd nok også.

Cuba er et multietnisk samfund, og her lever folk med alle kulører. Derfor er det så dejligt befriende, at de ikke føler behov for den ”politiske” korrekthed, vi nogen gange er ved at brække tungen på derhjemme. Vi forsøger at finde neutrale måder at omtale hinanden på, for ikke at diskriminere nogen. F.eks. undgår vi at sige ”hende den rødhårede” eller ”ham med den store næse”. Her er det lige præcis måden man gør det på. Her kan man kaldes ”kaffe med mælk” (refererende til farven) eller ham uden hage. Øjensynligt tager man ikke den slags ilde op, men opfatter det bare som en kærlig og praktisk måde, at kende forskel på folk.

Baracoa

Dette sted har mange fordele. En ikke uvæsentlig er, at her findes en chokoladefabrik. Allerede da vi holdt en pause med bussen i bjergene, inden vi kørte det sidste stykke, blev vi tilbudt chokolade. Se det kalder jeg en modtagelse. At maden her også er mere eksotisk – hvis man kan kalde kokosmælk eksotisk – og velsmagende, er endnu en fordel. Samtidig er her enormt naturskønt, både her ved selv byen, som ligger ud til havet omgivet af bjerge, men også i omegnen. Vi har allerede besøgt stedets flotteste strand 3 gange. Det er efter min mening turens bedste strand indtil nu. Den er ikke overrendt, der er enormt smukt, havet er varmt og turkisblåt og der bliver hurtigt dybt. Og så er det heller ikke uvæsentligt at der er træer helt ned til stranden, så man kan finde skygge. Det er en god ting, når bussen kører derud kl. 10 og først kører hjem igen kl. 17. Bortset fra snorkleturen er det stadig lykkedes os at undgå at blive alt for røde, og selv den tur endte slet ikke så galt som først antaget.

I går var vi på en gåtur ind i et kæmpe naturreservat som ligger 40 km herfra. Tænk, der findes 2% af klodens fauna repræsenteret. Det var en dejlig tur med en god guide og jeg fik stillet min nysgerrighed i forhold til en del af de træer og planter vi har set på Cuba. Vi har jo ikke nogen opslagsværker med, så når der ikke ligefrem er frugter på planterne, er det svært at se, hvilke det er. Nu kan jeg kende et mangotræ, en kakaobusk, et mahognitræ, et cedertræ plus diverse andre.

Peter har været lidt sløj p.g.a. en mavebacille, men han er heldigvis helt frisk igen, så vi kan komme ud og spise noget rigtig mad i aften. Det skulle være et dejligt spisested, så det glæder jeg mig til. Måske bliver det til sværdfisk, eller måske haj? Det kan være vi aldrig finder ud af det, for det med det spanske, det går altså stadigvæk ikke ret godt.

Vi bliver i Baracoa til mandag. For det første er her rigtigt dejligt, og for det andet går der kun en bus herfra om dagen, og den søndag var udsolgt. Det gør nu slet ikke noget, for vi har endelig fået hul på det med at ligge ved stranden og slappe af, og det var også et af vores ønsker med turen. Solen har skinnet hver dag, og det er dejligt varmt uden at være uudholdeligt. Som sagt er vandet varmt og dejligt – så for pokker. Der er INGENTING at klage over.

Der er cirka en times transport til stranden, og i dag valgte vi den lokale lastbil i stedet for den mere konfortable ”Cuba-tur-bus”. Det viste sig ikke at være billigere, men til gengæld fik vi en rigtig hyggelig snak med en lokal fyr som kunne lidt engelsk, og så var der meget mere frisk luft.

I dag ved stranden tog jeg mig selv i at tænke: Hvis du ligger med lukkede øjne, vil du fortryde det. Når du kommer hjem til et gråt Danmark, vil du ærgre dig over, at du ikke havde åbne øjne og nød synet mens du kunne. Jeg tillod mig dog at blunde en kort stund, og nåede også en pænt stykke ind i ”Kongens Fald” som jeg med skam at melde aldrig har fået læst. Cuba og Johannes V. Jensen. Sjov cocktail.

Apropos Cocktail smagte vi en rigtig god en af slagsen i går. En Baracoa: Ananaslikør, ananasjuice og 7 års Havana Club rom. Den smagte dælme dejligt og blev så oven i købet indtaget på en terrasse med et fantastisk vue over byen. Bliver I misundelige eller hvad? Det er også meningen.

Camilla som også boede hos Dinorah i Havana, og som vi snakkede en del med, er lige taget hjem til Danmark da hendes far pludselig er død af hjertestop. Han var kun midt i halvtredserne, så det er godt nok en reminder om, at vi skal huske at leve mens vi er her.

Mange kærlige tanker til alle jer dejlige mennesker derhjemme. Hvor er jeg glad for at I er der, for så bliver det lidt nemmere at forlade alt det dejlige her, når den tid kommer.

Santiago de Cuba

Jeg fik mit visum, og vi kom videre til Santa Lucia. Ikke med den bus vi havde håbet på, men med en taxa der fik os overbevist om, at den eneste anden transport var de lokale lastvogne med et lad med bænke og en pressening over.

Når vi nu betalte forholdsvis dyrt for denne taxa, havde vi nok gjort bedst i lige at tjekke køretøjet, inden vi sagde ja. Det var et vrag af en Lada, der under kørslen trak udstødningsgasserne ind i kabinen, så vi havde svært ved at trække vejret frit. Det skal lige siges, at turen tog 2,5 time, så selvom bilen holdt hele vejen, var det ikke nogen videre behagelig køretur.

Jeg vil her indskyde, at mange af taxaerne er sådan nogle ældgamle Ladaer, de fleste uden taxameter (eller tilladelse) så prisen aftales inden turen. Efterhånden lærer man at lade chaufføren åbne og lukke dørene, for de er ofte lidt ”sarte”, og man skal i hvert fald ikke smække dørene i, da det ofte fører til et lidende udtryk i bilejernes ansigter. Vi har også i Havana ”nydt” en tur i en af de dér gamle amerikanerbiler fra 50’erne, men det er mest de lokale der bruger dem. Ofte fylder de bilen op undervejs ved at samle folk op, som skal samme vej, så det er et lidt uigennemskueligt og lukket system for en turist.

Endelig er der da også nyere taxaer, i hvert fald i de større byer, med taxameter og det hele, men en tur med sådan en har vi stadig til gode.

Ligesom så meget andet i Cuba, er der på transportområdet et dobbeltsystem – et for os der betaler med konvertible pesos, og et for Cubanerne der betaler med lokale pesos. Prisforskellen er vildt stor, og man skal virkelig kunne spansk og virke lokalkendt for at få lov til at tage med de billige busser.

Vi andre må tage Viazul-busser som kører ad hovedruterne i landet. De er punktlige, har stadig en ok pris, og er behagelige at køre med. Dog er de lige lovligt nedkølede efter vores smag.

Skal man videre ud i landet, er man lidt på egen hånd. Man kan tage en taxa, eller leje en bil eller en motorcykel. Man kan også købe arrangerede ture til de mere populære destinationer som nationalparker eller gode strande. Alt dette er dyrt og vi må erkende at vores budget ikke rækker til alle de ture vi gerne ville tage.

Det fik negativ indflydelse på vores tur til Santa Lucia, for selvom vi fandt et meget billigt hotel, var alle de rigtigt fede oplevelser udenfor gå- eller cykelafstand, og vi kviede os ved at bruge 500 kr pr dag på en bil. Dette resulterede i en mindre krise, som skæmmede vores ophold på dette ellers udmærkede sted.

Fremover vil vi sørge for at afstemme vores forventninger med budgettet, så vi ikke bliver skuffede over de prioriteringer vi må tage. Det er lidt dumt at føle at man går glip af noget skønt, og i hvert fald fremmer det ikke glæden ved det man så har. Godt nok er dette Caribien, men derfor hænger bountystrandene og palmehytterne altså ikke på træerne, og i hvert fald ikke til en pris, som vi kan betale. Desværre var det heller ikke muligt at snorkle, og vandet var meget lavt, så det kneb også med en ordentlig svømmetur. Jeg hader at se mig selv brokke mig, når nu vi er så heldige at vi i det hele taget er på denne tur, men lige denne tur blev for dyr i forhold til oplevelsen.

Nu er vi videre og humøret er atter for opadgående. Vi kom med en bus til Holguin og derfra samme dag videre til Santiago de Cuba, hvortil vi ankom i går aftes. Vi havde heldigvis fået en Casa anbefalet, og da vi ankom ved 21-tiden var der heldigvis plads hos dette meget hjertelige ældre ægtepar. Konen gik straks i gang med at lave mad til os og vi gik mætte og trætte til ro.

I dag har vi så set byens centrum ved dagslys, og vi er ret begejstrede begge to. Man fatter ikke at det er en ganske almindelig mandag på grænsen mellem januar og februar. Der er vildt mange mennesker alle vegne, og der er virkelig gang i den på den gode måde.

I morgen kommer Henrik hertil som guide for et hold danskere, og vi skal ses med ham igen. Det er nu dejligt lige at vende alle oplevelserne med en anden, og han har sikkert nogle gode betragtninger vi kan bruge på vores videre tur.

Vi regner med at blive i Santiego til onsdag og så tager vi helt ud østpå til Baracoa. I morgen køber vi billetter til turen tilbage vestpå som bliver enten med bus eller tog. Der går et eksprestog til Havana om ugen, og hvis vi kan få plads på det næste onsdag, er det en mulighed for en anderledes transportoplevelse.

For øvrigt har vi passeret en tankevækkende linje. Vi har brugt mere af turen end vi har tilbage. Det, kombineret med noget arbejdsrelateret jeg lige skulle forholde mig til, gav en nat med drømme om arbejde. Ikke et ondt ord om min dejlige arbejdsplads, men jeg gider ikke bruge et øjeblik mere på at tænke på arbejde før jeg sidder i flyveren på vej hjem – BASTA!

Opfoelgning og Camaguey med visaproblemer

                         
Som planlagt har vi både været en tur i bjergene og på en heldags snorkletur. Vi var lidt spændte på vejret, for det var blevet køligt efter det kæmpe regnskyl den anden aften. Vi fik da også brug for vores varme tøj i bjergene. Vi vandrede en times tid nedad mod et vandfald og samme vej tilbage igen. Inden nedturen besøgte vi en kaffefarmer. Turen til bjergene foregik på åbent lad i en gammel russisk lastbil. Alt i alt en ok tur, som ikke fik underkæben til at falde.
Vi var super heldige med vejret næste dag på vores snokletur ud til øen Caya Blanco og det koralrev som ligger der. Turen foregik i en katamaran – noget større end vores derhjemme.
Det er en stor oplevelse at ligge i vandet og have dette fantastiske skue under sig. Der var pænt med bølger, men når bare man slapper af og glemmer det, bliver kroppen jo hele tiden i overfladen, og man lægger egentlig ikke mærke til at det går op og ned.
Vi nød begge det smukke syn, og fik da også taget en del ok billeder med vores smarte kamera som kan klare den slags.
I turen var også inkluderet middag på øen, som viste sig at have nogle spøjse ”indbyggere”. Nemlig leguaner og eremitkrebs. Efter middagen fik vi mulighed for at snorkle ved vraget af en gammel bro, og her var der næsten endnu flere fisk, som i vores kamera blev ”stjerne for en dag”.
På vejen tilbage undrede jeg mig over, at de andre gæster på turen ikke beskyttede sig bedre mod solen. Det var lige til jeg selv fandt ud af, at jeg selv var temmelig rød på ryggen. Så kan hun lære det!!!
Visumkrise.
Vi er ved at nå den tid, hvor vores 30 dages visum udløber, og derfor er det tid til en forlængelse til de sidste 30 dage. Peter ved, at den slags ting kan være vældig komplicerede og tage uforholdsmæssig lang tid, så han har længe presset på for at vi skulle komme i gang med det. Jeg har holdt ham lidt hen, fordi der i min guidebog står, at man tidligst kan forlænge visummet en uge før det udløber. Det førte til, at ville tage en hel dag mere i Trinidad, nemlig tirsdag, for at få købt de værdimærker i banken, som skal bruges, og opsøge immigrationskontoret for at få ordnet papirerne.
Det gik fint med mærkerne, men desværre viste det sig, at der kun var åbent for den slags på immigrationskontoret mandag, onsdag og torsdag. Øv. Vi var i forvejen lidt mætte af Trinidad, og kunne derfor ligeså godt have taget af sted tirsdag og få ordnet det hele i Camaguey som var vores næste mål.
Vi valgte så at tage den 5,5 time lange bustur onsdag og håbe på bedre held med åbningstiderne når vi kom frem.
Vi fandt efter lidt søgen en Casa som vi kunne lide og fik at vide af værten, at immigrationskontoret havde åbent en halv time mere, så hvis vi skyndte os og tog en taxa, kunne vi formentlig nå det samme dag.
Vi tog en hurtig beslutning. Jo før jo bedre.
Måske skal jeg lige huske at fortælle at varmen er kommet tilbage, så det følgende foregik i omkring 28 – 30 graders varme.
Og så begyndte hele cirkusset. På kontoret blev vi mødt af medarbejdere og ventende mennesker som kun talte spansk. Vi fik stukket nogle papirer i hånden og blev hurtigt på spansk informeret om, hvor vi skulle skrive hvad. Ikke noget bord, ikke nogen kuglepen, og vi havde selvfølgelig glemt ordbogen, så det blev lidt på må og få og ved hjælp at visummet og vores pas, at vi fik gættet os frem til, hvad det forskellige betød.
Så blev vi med fagter og gebærder vist hen til et andet hus med en dame med en skrivemaskine. Det viste sig at hendes funktion var at se at vi havde udfyldt papirerne rigtigt, og at klistre de der mærker på det rigtige sted.
Tiden var ved at løbe ud, så vi stormede tilbage til det første kontor, hvor vi blev modtaget af begejstrede tilråb af de mennesker som havde fulgt vores færden og selv sad i kø med nogle helt andre sager.
Vi blev vist hen til en noget tilknappet medarbejder, som efter en tid konstaterede, at min sygeforsikring ikke havde nogen indikation af, hvor længe den var gyldig. Vi prøvede at forklare, at det var den samme som var blevet godkendt af den cubanske ambassade i København, men han var ubøjelig. Han ville ikke godtage den.
Peter fik sine klistermærker og sit stempel, men jeg måtte gå derfra med uforrettet sag. Ikke nogen fed fornemmelse.
Humøret var lidt beklemt, men der var jo ikke andet for end at forsøge at fremskaffe det rigtige dokument.
Det viste sig hurtigt, at det eneste sted med internetadgang i denne store by, ligger omkring 1,5 km fra vores Casa.
Den tur kom vi til at gå nogle gange.
For at få internetadgang, skal man købe et kort med nogle koder på, og for at købe det kort, skal man stå/sidde i kø, nogle gange helt ud på gaden. Cubanerne er så vandt til at stå i kø, så der er godt styr på det. Man spørger ved ankomst hvem der er ”el ultima persona” – den sidste i køen, og så behøver man kun at huske at man kommer lige efter vedkommende. Også det kom jeg til at prøve nogle gange.
Jeg havde ikke held med at finde noget dokumentation for min forsikring, så vi måtte gå, uden at have løst problemet.
Vi måtte trække en livline, og det blev Anette. Hun fik en længere sms om problemet, og lovede at hjælpe med at få forsikringsselskabet til at maile det rigtige papir til mig. Det koster 25 kr. i minuttet for os selv at ringe, så det ville jeg helst undgå.
Mens vi sov, fik Anette ordnet det vi havde bedt hende om, og vi var fulde af fortrøstning da vi, torsdag morgen, efter endnu en kø ved internetstedet, kunne konstatere, at vi havde modtaget det rigtige dokument. Så langt så godt. Nu skulle det bare printes ud.
Man går ikke bare fra sin plads ved computeren og hen til skranken og får hjælp. Man stiller sig ud på gaden igen og begynder forfra på at stå i kø.
Vi blev hjulpet af en noget mut, men meget hjælpsom ung kvinde med meget lange påsatte negle. Hun foreslog at vi sendte dokumentet til hende, hvorpå hun kunne printe de ud fra sin computer. Hun gav os sin mailadresse i en håndskrift, som var fuldstændig ulæselig, så det endte med at vi måtte ulejlige hende igen, og få hende selv til at skrive adressen på ”vores” computer.
Da vi så endelig fik det sendt og hun havde tid til at hjælpe os igen, kunne hun ikke åbne en pdf-fil, og vi var tilbage til udgangspunktet. Vi havde dokumentet, men kunne ikke få det i hånden. Vi tænkte at de måske var selve mailen som voldte problemer, så vi spurgte om de havde et usb-stik. Det havde de ikke!!!
Peter prøvede alt hvad han kunne, at ændre dokumentet, men vores internettid var ved at løbe ud, og han kunne ikke umiddelbart løse problemet.
Så gik vi tilbage til Casaen. Stemningen var mildest talt meget trykket. Vi er jo presset af en deadline på onsdag, og hvis jeg ikke har noget visum på det tidspunkt, så må jeg jo rejse hjem. Peter havde et par forslag til løsninger, men hvis de heller ikke virkede, så det virkelig sort ud.
Det er fuldstændig surrealistisk at være i en storby på 300.000 indbyggere i 2011 og så ikke kunne få udskrevet et dokument fra en computer. Det er jo trods alt ikke noget U-land vi er i.
Udrustet med et usb-stik og Peters bærbare gik vi tilbage til internetstedet, som egentlig mere er et sted cubanerne bruger til alt omkring telefoni. Det er kun os turister som bruger computerne.
I kø igen.
Stik imod al forventning, lykkedes det Peter at overføre dokumentet til sin usb-pen og samtidig sendte han dokumentet til vores tålmodige, men stadig mutte dame som powerpoint.
I kø igen.
Og igen kunne hun ikke åbne nogen af dokumenterne. Nu var vi ved at være temmelig fortvivlede. Godt nok havde Peter nu gemt dokumentet på sin bærbare, og det ville muligvis kunne bruges som dokumentation på immigrationskontoret, men hvad nu hvis manden forlangte dokumentet i papirform? Vi var snart klar til at tro det værste.
Og så kom løsningen. Pludselig rejste den unge kvinde sig resolut, og gik hen til kollegaens computer. Her fandt hun dokumentet fra usb-pennen – OG ÅBNEDE DET. Vi kunne dårligt tro på det, da printeren begyndte at give lyd, og dokumentet blev håndgribeligt. Der var ikke for meget blæk i printeren, men hellere et svagt print end ingenting. Vi takkede hende overstrømmende, og gav hende glædeligt de 30 pesos (2 kr.) hun skulle have for al sit besvær. Og tænk – det lykkedes hende at være så hjælpsom uden på noget tidspunkt at smile.
Nu mangler vi kun finalen på historien. Immigrationskontoret er lukket for i dag, så vi må vente til i morgen med at få at vide, om man godkender forsikringen, og vi kan fortsætte med vores tur, med et visum hver.
På grund af alt det her, er det begrænset, hvor meget vi har nået at nyde byen. Vi har selvfølgelig gået den samme strækning mange gange, og derved oplevet en masse. Bl.a. en crimescene ved en juvelerbutik, hvor der var politiafspærring og nummerafmærkede blodstænk på fortovet.
Vi har også bemærket at her ikke er nær så mange turister, og at priserne derfor er væsentligt lavere på mad, drikkevarer og kaffe. Det er behageligt samtidig med at vi har fundet ud af, at kursen på den cubanske valuta er lidt lavere end vi troede, så det ser ud til at pengene rækker til det meste af det vi gerne vil.
Vi har det stadig helt fantastisk, men vi vil gerne snart have fri adgang til noget dejligt vand, uden at skulle transportere os, eller købe arrangerede ture.
Så hvis alt går vel i morgen, tager vi videre med en bus nordpå til stranden Playa Santa Lucia. Der er ikke nogen Casaer der, så vi må se om vi kan finde et billigt hotel. Til gengæld skulle der være de mest fantastiske strande, med mulighed for at snorkle og bade. Samtidig er stedet ikke så overrendt, som så mange andre af de gode strandområder i landet. Vi får ikke nogen internetforbindelse derfra, så næste gang I hører fra os, bliver formentlig i Las Tunas eller Santiago de Cuba

Graavejr i Trinidad

Som i sikkert har opdaget, laver jeg min blog paa vores bearbare og overfoerer den derefter til computeren vi sender fra, men denne blog er helt frisk fra fad.
Vi er lige kommet hjem fra et trek i de naerliggende bjerge, og baade i gaar og i dag har det vaeret koeligt med en masse regn i gaar.
Vi har heldigvis masser af tid, saa det kan ikke slaa os ud, men det er selvfoelgelig ikke helt det vi droemmer om.
Det bliver maaske svaert at skrive regelmaessigt. Her i Trinidad har vi vaeret 2 timer om at udgive den ene blog og uploade de faa billeder, men vi goer hvad vi kan.
Tusind glade hilsner herfra os.

Peters refleksion 1.

Økonomien.
Under rejsen udgør vores egen lille økonomi et punkt vi op til flere gange daglig er nød til at
forholde os til. Typisk når vi vælger vores overnatningssted, når vi skal beslutte hvor vi skal indtage
vores måltider, eller hvilke udflugter vi skal på.
Inden rejsen var en af vores store betænkeligheder at Caribien generelt er dyr at rejse i, specielt for
os der er vant til af færdes i Asien. Og ja det er dyrt at være her på Cuba, men ikke entydigt. Det er
dette modsætningsforhold jeg vil skrive et par linjer om.
Men først et par linjer om Cubas økonomi, med det forbehold at jeg jo ikke har nogen doktorgrad i
økonomi og nemt kan have mistolket nogle oplysninger.
Kort fortalt har Cuba set sig nødsaget til at være en del af det Østeuropæiske økonomiske
samarbejde. Her blev det ”dikteret” eller Cuba valgte selv, at de skulle levere alt det sukker de
kunne producere til Østeuropa. Til gengæld ville de få alle de varer de havde brug for. Sovjet har i
de år hvor det stod på, støttet Cuba med gigantiske beløb ( 11 millioner dollars pr. dag). Det siges i
spøg at Cuba på den måde var medvirkende til økonomisk undergravning af kommunismen.
Sukkerproduktionen var en ensporet satsning, som har været stærkt medvirkende til, at Cubas
økonomi kollapsede da Sovjet trak sig ud efter murens fald. Pludselig stod Cuba og skulle ud på det
frie verdensmarked og købe alle de fornødenheder de ikke selv producerede.
Den store udfordring er at Cuba ikke er i stand til at brødføde sig selv. I 2007
importerede Cuba op mod 80% af hvad de konsumerede. Det er vel og mærke i et land der ud
fra en faglig vurdering burde have mulighed for at producere 5 gange mere mad end de har brug
for. Men den dårlige landbrugsproduktion skyldes ikke udelukkende den ensidige dyrkning af
sukkerrør, men også til en vis grad, forældet udstyr (grunden USA embargo er der mangel på
teknik/mekanik), dårlig distribution af fødevare og ineffektiv dyrkning. Det sidste kan skyldes et
klassisk kommunistisk fænomen, manglende incitament da ingen producerer til sig selv men til
staten i større kooperativer.
For at Cuba kan importere fødevare og andre fornødenheder som olie, skal de bruge fremmedvaluta.
Sukker giver langtfra den nødvendige valuta og derfor har Cuba (som mange andre Caribiske
øer) nu satset på turistindustrien. En del af det system er at der bruges to betalingssystemer: et for
turister som giver adgang til rigtig mange varer og ydelser men er dyrt, og et for lokalbefolkningen
som giver adgang til de mest basale fornødenheder som de lokale har råd til. For at sikre sig at
befolkningen får det mest basale er der endvidere rationeringsmærker på brød ris mm.
Det forventes at turisterne hovedsagelig holder sig til den ”dyre” valuta, som de fleste også gør,
da den giver adgang til de varer og ydelser en vesterlænding forventer. MEN det prisniveau ligger
kun 20-30% under det danske prisniveau. Eksempelvis koster en lokal øl i forretning ikke under
6 kr, eller en kop kaffe med mælk (mælk er mangelvare) omkring 15 kr. Et besøg på et museum
kommer ikke under 30kr og de billige overnatninger i private hjem ligger i snit på 150-200 kr. pr
dobbeltværelse (hoteller som vi hidtil ikke har brugt ligger ofte på 300 for de billigste). De private
hjem skal have en statslig tilladelse til udlejning og betaler ca. 1200 kr til staten pr mdr. uanset
om de har gæster eller ej. Cuba er aktuelt kommet op på at have ca 10% af alle caribiske turister,
hvilket faktisk er godt gået da Amerikanske turister ikke må rejse til Cuba for deres egen regering.
Det ikke kun turistindustrien der bidrager til Cubas indkomst. Cuba har også en udbygget eksport
af råstoffer som nikkel, kobber mm (minedrift) og eksport af viden, specielt på sundhedsområdet
hvor de eksporterer sundhedsfaglig bistand til 3. verdenslande. Herudover søger de at mindske de
offentlige udgifter ved at omlægge eller nedlægge stillinger. I Cuba er ca ½ af befolkningen ansat
i det offentlige. Set med vores øjne et ganske ineffektivt system, hvor der i de offentlige kontorer
sidder op til 3-4 personer og intet laver.
Priserne bliver sat i perspektiv når en Cubaner typisk tjener mellem 150 og 400 kr om måneden.
Cuba befinder sig midt i en brydningstid (fristes til at sige igen og igen). For at stimulere
økonomien har det kommunistiske styre yderligere åbnet op for markedsøkonomien. Den enkelte
Cubaners mulighed for at etablere egen lille forretning er blevet bedre, dog skal der betales kontant
til staten. Samtidig forsøger man sig med et nyt incitament: styring af landbruget, ved at give
bønderne mulighed for at dyrke egen jord (lejet af staten), hvor de kan handle 20% af udbyttet på de
frie marked (80% afregnes til statens fastsatte takster for at sikre at alle kan få basis føde).

Trinidad

I onsdags ankom vi til Trinidad og vi har slået os ned i en Casa med terrasser og fin udsigt ud over
byens tage. Næsten som på Gormsvej, bare temmelig meget mere eksotisk og med mange flere
palmer. Vejret er blevet noget varmere, selvom vi også har en del skyet vejr og vi har endnu engang
haft et af de der tropiske regnskyl, som virkelig vi noget.
Det er imidlertid skønt at opleve varmen, og om aftenen nyder vi at kunne gå rundt med bare arme
og ben.
Vores værtinde er en glimrende kok, og torsdag aften fik vi serveret hummer her på vores ”egen”
terrasse. Det var første gang for os begge to, og det lykkedes os at presse alle rædselshistorierne om
maveforgiftninger i baggrunden og nyde dette overdådige måltid – hvor vi endnu engang forspiste
os grundigt. Vi flottede os endda med en flaske hvidvin, og det var en rigtig dejlig og romantisk
oplevelse.
Vi kan i skrivende stund berolige alle med, at vi slap for ubehagelige eftervirkninger, andre end
dem der kommer af at have spist alt for meget.
Byen er anlagt på en måde som skulle besværliggøre det for evt. pirater. Man har sørget for at det
er svært at finde rundt og at få et overblik, så piraterne ikke bare lige kunne komme af sted med at
røve og derefter flygte.
Det er lykkedes måtte jeg sande den første morgen, hvor jeg løb mig en tur. Jeg havde jo hørt om
det, så jeg sørgede selvfølgelig for at tage en ”nem” vej, hvor jeg kun drejede fra 2 gange og det
meste af tiden løb ud af landevejen mod lufthavnen. Jeg syntes jeg havde mærket mig, hvordan der
så ud, de steder jeg havde drejet, men efter min halve times løb brugte jeg så alligevel 40 minutter
på at finde hjem. Oven i købet var jeg så dum, så jeg ikke havde medbragt hverken kort eller
adressen på der hvor jeg bor, så jeg kunne ikke engang spørge om vej. Jeg var nu aldrig nervøs, og
det var egentlig en helt fin oplevelse at mærke byens effektive piratforsvar på egen krop.
Byen skal efter sigende være Cubas smukkeste, og vi er enige. Her er utroligt velholdt og mange
flotte huse med krystallysekroner og mahognimøbler. Vi er ikke i tvivl om, at en pæn del af
velstanden kommer fra turisme, da der her er et helt andet fokus på os som ”dem der har penge
med”. Det er helt naturligt, og egentlig underligt, at det pludselig virker ucharmerende på os, at folk
kan henvende sig til os på engelsk og tilbyde os alle deres varer og tjenesteydelser.
Pludselig bliver vores lillebitte spanske ordforråd fuldstændig mixet op til en underlig blanding af
engelsk, dansk og spansk. Vi får os gjort forståelige, men det er ikke specielt kønt at høre på, og
man fornemmer også hurtigt, at deres engelske kun rækker til de få indlærte fraser, og ikke til en
dybere forståelse.
Torsdag eftermiddag, som var meget varm med sol fra en skyfri himmel, fik Peter mig overtalt til
at vi skulle leje nogle cykler og køre ned til en lille by ved vandet, som ligger 5 kilometer herfra. Vi
ville undersøge om vi kunne finde en lækker Casa med havudsigt fra verandaen, og der var da også
nogle stykker, men de var alle sammen optaget, og viste sig at være ligeså dyre som den vi har. Da
stedet heller ikke viste sig at være ”lige i øjet” bliver vi her, og det er også ganske glimrende.
Jeg var glad for at jeg lod mig overtale, men lige i situationen virkede det noget uoverskueligt at
skulle cykle 5 km op ad bakke (hjemturen) i bagende hede på en cykel uden gear. Jeg havde lige
glemt at jeg er supersej og at Vera har givet mig den der faktor 30 solcreme som klarer alt, så det
blev selvfølgelig en dejlig oplevelse.
I går var vi ved stranden hele dagen. Det var heldigvis for det meste lettere overskyet, og det viste
sig at være rigtig godt, for så kunne vores vinterblege danskerhud bedre klare mosten. Vandet var
dejligt, om end noget uklart, og det var en rigtig flot strand, så vi nød turens anden rigtige dase-på-
stranden dag. Trods solcremer af varierende faktor, lykkedes det os da også at få lidt farve uden at
blive forbrændte, så vi kom hjem, saltede og solmætte.
Vi så to lokale mænd som kom ind efter at have snorklet for at fange fisk. I første omgang kunne
vi kun ane deres fangst, for de stod i det lave vand og rensede fiskene som hang i en ring af tyk
ståltråd. Vi så dog at de omhyggeligt lagde 5-6 hummerhaler i deres svømmefødder. Senere da de
trak fangsten fri af vandet, så vi alle de mange farvestrålende fisk, og jeg fik lov at tage et billede
som vi lægger ud på Picasa, så I kan se det.
Lige nu er vi ved at lægge et løst ”budget” over de oplevelser vi gerne vil nå inden vores tur er
forbi. Herfra vil vi tage på en arrangeret snorkletur til en nærliggende ø med et flot koralrev, og vi
vil formentlig også tage et trek op i en naturpark i bjergene heromkring. Det afhænger dog lidt af
Peters akillessene som stadig volder problemer.
Foreløbig ser det ud til at vi bliver her til onsdag, og så går turen videre sydpå.
Som I vil kunne se, har jeg efter lange overvejelser ladet Peter skrive på min blog. Selvfølgelig
bliver hans indlæg cencureret af mig, så jeg kan stå inde for det han skriver, og jeg må jo nok
erkende, at han er en ganske udmærket skribent, som kommer med lidt nye vinkler til jeres Cuba-
forståelse. God fornøjelse med læsningen.

Sidste blog i Havanna

Det er søndag og vi har snart været af sted i 14 dage.

Det er ved at gå op for os, at den mangelsituation vi hele tiden har kunnet fornemme, er et faktum. Det er ikke bare fordi vi ikke har fundet de rigtige forretninger, eller fordi vi ikke kan finde ud af at handle i cubanske pesos. Der er simpelthen masser af varer vi ikke umiddelbart kan få – heller ikke selvom vi har penge nok.

F.eks. må vi sande, at kaffe får vi ikke i de mængder vi er vant til. Her er masser af caféer, og kaffen der er udmærket, men vi har ikke kunnet opdrive nescafé så vi selv kan lave os en kop kaffe når vi har lyst, og hos Dinorah får vi også kun den ene kop kaffe som vi får til morgenmaden.

Det står også rigtigt sløjt til med andre fødevarer.

Normalt er vi vant til, at når vi er på ferie, består frokosten tit af noget brød, evt. noget ost eller smøreost og nogle tomater. Vi kan også godt få alle tre ting, dog ikke smøreost, men det skal købes tre forskellige steder. Osten i et supermarked, brødet i en lille gadebutik, som ikke altid er så nem at finde, og tomaten på et grøntsagsmarked.

I går var jeg lidt sløj. Jeg havde lidt feber og havde derfor ikke lyst til at gå ud i byen. Peter var sød og ville gerne gå ned og købe lige hvad jeg havde lyst til, og lige i den situation, måtte jeg erkende, at der ikke var noget af det jeg havde mest lyst, han kunne købe. F.eks. havde jeg vældig meget trang til en velduftende sprød baguette med skinke og ost, og her er alt brødet det samme. Sådan nogle bløde boller af hvidt mel à la kryddere, som ikke rigtigt smager af noget.

Heldigvis har jeg det godt igen i dag, og så er det nemmere at ”nøjes” med det vi kan få.

Det cubanske køkken er præget af kreolsk mad. Det vil sige, at det er meget bastant set med vores øjne. Basisprodukterne er forskellige tørrede bønner eller kikærter og også en del ris. Bønnerne og kikærterne bliver tilberedt i en slags sovs og bliver serveret til det kød eller den fisk som er den anden del af retten. Man bliver i hvert fald mæt, og egentlig er det også mad som er sundt nok og godt for fordøjelsen, det er bare ikke altid lige spændende.

Man kan også sagtens få anden mad. F.eks. er her masser af pizza på menukortene, og på ethvert gadehjørne kan man købe små pizzaer, som man lige kan få med i hånden eller spise på stedet. Det har vi så ikke haft mod eller lyst til endnu. Nok ikke så meget pga. de hygiejniske forhold, som fordi det ikke er alt det hvide brød vi har brug for.

I de der gadekøkkener kan man også få sandwich og frugtdrik af forskellige slags. Igen det der bløde hvide brød, som ikke lige appellerer til os. Måske er vi bare lidt for sarte og lidt for godt vant.

Det vi har haft mest held med er faktisk fisk. Vi har fået rigtig god fisk og bliver også mange steder foreslået hummer, rejer og blæksprutter. Hummeren har vi endnu til gode, da det er en meget dyr spise, også her, men det er da bare om at benytte sig af muligheden for frisk fisk, nu hvor vi er ved havet, for det er helt klart, at man ikke skal spise fisk når man er inde i landet. Der er for stor en risiko for, at de ikke er friske nok.

Vi har besluttet at blive til onsdag i Havanna. Som sagt var jeg ikke på toppen i går, og da vi ikke har noget vi skal nå, eller nogen der venter på os, kan vi ligeså godt tage et par dage mere her hos Dinorah, og blive helt klar til at tage til Trinidad, som er vores næste stop på rejsen. Det ser ud til at være det der passer bedst i forhold til vejrudsigten, som ser regnfuld ud. Under alle omstændigheder er der varmere sydpå, så det er nok smartest at vi begiver os den vej her først på turen, og så bevæger os tilbage nordpå som tiden skrider frem. Det kan jo være at det bliver lidt varmere i februar.

Altså bliver første stop den meget smukke by Trinidad, hvor der også skulle være glimrende strande og mulighed for snorkling, hvis vejret skulle arte sig. Det ser også ud til at man kan komme på nettet, så forhåbentlig vil der komme nye indlæg i min blog.

Håber at alt er vel hos jer i Danmark. Vi har noteret os at kronprinseparret har fået en søn og en datter, og at konservativt folkeparti har skiftet formand. Spændende om det parti stadig eksisterer når vi kommer hjem.

Det er hyggeligt med alle jeres små kommentarer på bloggen. Vi læser dem og værdsætter dem, men desværre er vores internettid så begrænset, at vi ikke kan nå at svare på dem.

Mange varme og glade hilsner fra Havanna.

Betragtninger fra Havanna

Jeg vil denne gang forsøge at give et lidt mere indgående billede af alle de sanseindtryk vi får her i Havanna.

Om morgenen vågner vi samtidig med gaden. Der er ingen vinduer i vores værelse kun nogle skodder med lameller, så vi kan høre alt hvad der foregår, både på gaden, men så sandelig også inde i husene, da de andre jo heller ikke har vinduer.

En stor lastbil stopper lige nedenfor, og ud over larmen, sender den helt sikkert en stank af bilos ind over os i vores seng. Nogen gange holder bilerne i tomgang, og så kan stanken blive ret massiv.

Mennesker snakker sammen mens en klirrende kærre med metalhjul bliver kørt igennem gaden. Der bliver kaldt, nogen gange hen ad gaden, men ligeså tit fra gaden og op på altanerne eller omvendt. Under det hele ligger en konstant summen af biler længere nede fra byen.

En hund gør vedholdende, en anden stemmer i. En gammel mand kæmper med sin hoste og sender til sidst en opharket spytklat af sted. Langsomt mens vi vågner rigtigt, bliver gaden mere stille. Vi er bare et par slumrende turister, mens alle andre har noget at foretage sig. Enten skal de på arbejde eller i skole, i hvert fald er der næsten stille igen når klokken bliver ni.

Nu kan vi høre vores værtinde Dinorah pusle i køkkenet. Hun er ved at lave morgenmad til os og skærer eksotiske frugter som bananer, ananas, papaya og guava ud i mundrette bidder. Når hun ved vi er klar laver hun et en gang røræg til os begge og til sidst laver hun kaffe og varmer mælk. Før det har hun hentet boller nede i det lille brødudsalg på gaden, hvor hun har fået krydset af i sin rationeringsbog.

Måske er det en af de dage hvor rengøringskonen Emelina er her. Så får vi redt seng og hver anden dag får vi rent sengetøj på.

Når vi senere på dagen går ned på gaden, mødes vi igen af masser af mennesker. Der er ham der er i gang med at reparere sin cykel, ham der roder i skraldespandene efter dåser og plastikflasker, ham der spørger os hvor vi er fra, og om vi vil med hans cykeltaxi. Mange steder er der en firkantet åbning ind i et hus, hvor man sælger forskellige varer lige fra brød til telefonkort og saftevand i plastikbægre. Al denne handel foregår i de lokale pesos og fem boller koster f.eks. under 6 danske kroner for os, og er sikkert endnu billigere for de lokale.

Vi skal hele tiden se efter hvor vi går, for både gader og fortove er fulde af huller og der er også masser af hundelorte og andet.

Skraldespandene kan indeholde lidt af hvert, og især hen imod aften når de er overfyldte, kan man ikke undgå at få øje på diverse. F.eks. så jeg en dag et gedehoved trone højest på en affaldsbunke. Det er heller ikke usædvanligt at møde resterne en slagtet høne – altså hoved og fjer, men faktisk er jeg overrasket over at det ikke lugter mere end det gør. Kun engang imellem kommer der en ram stank af urin, som dog hurtigt afløses af alle mulige andre mere eller mindre behagelige dufte.

Mange steder ligger der fladtrådte små, smalle, hvide kræmmerhuse som har indeholdt ristede nødder. Det falbydes af folk som selv rister og pakker nødderne hjemmefra og derefter sælger dem på gaden, og det er en yndet snack som vi dog ikke har smagt endnu.

I nogle af de små boder kan du også købe kaffe og sandwich.

Vi skal selvfølgelig også holde øje med trafikken. Bilerne har absolut førsteret, så du skal altid regne med at holde tilbage. Byen har kun få fodgængerovergange med lysregulering og ellers er det bare om at kigge sig for og vente til der er fri bane. Det gælder for øvrigt også i forhold til de små gule knallerttaxier og cykeltaxierne. Cykler er der ikke mange af, og det ser også forholdsvis livsfarligt ud at begive sig ud på sådan en, i hvert fald i de store befærdede gader.

Hvis man alligevel vover at kigge op, ser man ligeså meget liv på altanerne. Her holder folk til, og vasketøjet hænger til tørre så det mest af alt minder om scenerne fra Lady og Vagabonden. En del har stadig juletræer stående både på altanerne og inde i stuerne.

Mange har åbent til gaderne fra deres stue, så man får ufrivilligt et indblik i deres privatliv, når de sidder og ser fjernsyn eller snakker og er sammen med familien. Et af plusserne der er ved at bo sådan er, at så kan man jo samtidig lige se om der foregår noget interessant på gaden, men det er tankevækkende at se, hvor nedslidt og småt det er mange steder. Det kan være meget eksotisk for os at kigge på, men må absolut ikke være særligt spændende at tilbringe hele sit liv i.

Kontrasten er slående når man så kommer ned til det store hovedstrøg Pradaen, hvor det ene store hotel efter det andet befinder sig. Godt nok kan man også her fornemme at det er svært at holde standarten vi er vant til, men ikke desto mindre fornemmer man storheden og den rigdom som har været engang.

Vi kan bare gå ind et hvilket som helst sted og købe kaffe eller en mojito uden at vi føler os flået, men samtidig ved vi jo godt, at en almindelig statsansats løn her er omkring 100 kr. om måneden, og det kan undre, at folk ikke ser mere skævt til os.

Tvært imod møder vi hele tiden smilende folk som gerne vil i kontakt. I hvert fald når vi opfører os som det forventes af turister.

Når vi forsøger os i de lokale butikker bliver vi ofte sprunget over i køen, og vi er flere gange blevet mødt at surmulende ekspedienter som ser ud som om alt og alle er til besvær, også de lokale.(Peter siger det er et levn fra kommunismen)

Når vi sidder der med vores café cubana (espresso med sukker) eller café con leche ( kaffe med varm mælk) bliver vi ofte underholdt af ældre musikere som spiller son. Det er den genre som også kan høres på Buena Vista Social Club, og det er vældigt godt sammen med kaffe og kage.

Mørket sænker sig over Havana ved 6 tiden, og selvom der på de store gader er den smukkeste gadebelysning (se billederne fra Malecon) er der også mange steder meget mørkt. Vi har endnu ikke følt os utrygge, måske på nær en enkelt gang, hvor vi godt kunne fornemme at vi var kommet lidt på afveje. Det var et kvarter med meget snævre gader, næsten ingen belysning og en masse mennesker. Det var tydeligt at vi var de eneste turister og jeg kunne mærke på Peters fart og koncentration, at her skulle vi ikke lige gå og slentre. Jeg nåede nu ikke helt at opdage det, før vi var ude af det igen.

Ellers er vi som sagt trygge og nyder byen, også i mørke, hvor stemningerne er nogle helt andre.

Når vi kommer tilbage til vores Casa er der rigtigt meget liv i gaden igen, og vi kan høre TV og musikanlæg som er skruet pænt op. Nu er børnene og de unge ude og spille bold eller løbe på rulleskøjter (trods hullerne i vejen) og der bliver råbt og grinet. Efterhånden som aftenen skrider frem ebber lydene ud og gaden falder igen til ro. Man kan høre en enkelt hoste, eller et barn der græder, og stadig en lille summen i det fjerne af nattens biler. Og vi falder i søvn – sammen med resten af Havanna.

JEG VIL LIGE MINDE OM, AT LINKET TIL VORES BILLEDER ER LÆGERE NEDE PÅ BLOGGEN, OG AT DER HELE TIDEN KOMMER NYE BILLEDER TIL.

Weekend i Havanna

Søndag i Havanna. Vi er ved at kende byen en smule og befinder os godt i denne kontrastfyldte by. Vi er nu skiftet til et Casa hos hende som vi også går til spansk hos. Det er mindre, men også på mange måder mere charmerende, og hos hende bor en dansk og en svensk pige, som er studerende og derfor kan give os en masse tips.

På trods af at vi synes vi er godt forberedt, bliver vi snydt ind imellem, men vi har valgt at tage det med et smil og som en del af oplevelsen.

Efter at have gået rigtigt meget (vi kan i hvert fald ikke onde os selv en taxi) besluttede vi en dag at tage sådan en dobbeltdækker turistbus rundt i hele byen. Det var dejligt at se det hele uden at skulle bruge energi, og vi fik et godt overblik over de forskellige bydele.

Her i weekenden har vi forsøgt at gøre ”weekend-ting”. Vi var på bar og høre live-musik i fredags. Selvom musikken er inciterende har vi ikke lyst til at kaste os ud på dansegulvet. Det er som om vores kunnen ikke rigtigt rækker, og selvom der sikkert ikke er nogen der ville have noget imod at vi gav den hele armen med vores ”forsamlingshus-stil” så har vi altså ikke helt fundet modet endnu.

Lørdag var hele byen fyldt med folk i det pæneste tøj. Især teenagerne fyldte meget i gadebilledet, og der blev flirtet for fuld skrue. Et andet sted stod familier i kø for at få billig is, vi sprang køen over og betalte til gengæld 10 gange så meget og fik et udvalg der var 10 gange mindre. Vi har ikke helt forstået, hvordan vi opnår ting til samme priser som de lokale.

Lørdag aften var vi på jazz-club og høre noget fantastisk dygtige musikere, som vi ikke kender, men som vist er blandt de nye stjerner på jazzhimlen.

I dag, søndag ser det mere ud til at det er de gamle der er ude og blive luftet.

Her er stadig dejligt varmt og vi føler os lidt dumme i forhold til at have slæbt så meget varmt tøj med. Heldigvis kan vi opbevare noget af det hos Henrik når vi tager videre ud i landet, hvilket vi har planer om at gøre om en uges tid.

Vi kæmper stadig med det spanske. Peter er virkelig ihærdig selvom det er så svært for ham og jeg er fuld af beundring over hans vilje og ihærdighed.

Det er mærkeligt så hurtigt man vænner sig til varmen, farverne, lyset og lydene. Til morgen kom jeg til at tænke på, kulden og mørket derhjemme og så blev jeg endnu mere glad og taknemmelig over den mulighed jeg har her.

Vi har det fantastisk og har stadig vores første krise til gode. Humøret er højt og dagene heldigvis mange endnu.

Billeder

http://picasaweb.google.com/ptr.jzk/DropBox?authkey=Gv1sRgCJbf1sWZvcDlTw&feat=directlink

Kære Alle Interesserede.
Hvis I vil se billeder fra vores tur, kan I se dem på ovenstående link. Der vil blive lagt flere ind efterhånden. God fornøjelse.

Endelig nyt fra Havanna

Så lykkes det vist endelig for os at finde et sted med internet. Godt vi har vores egen computer med, for det er kun adgangen vi kan få.

Det har allerede været dage fyldt med indtryk og jeg kan berolige alle med, at her er dejligt varmt og solen skinner, så vi har allerede haft god nytte af min julegave fra Vera, solcreme med faktor 30. Vi bor i en Casa Particular lige ned til Malecon – den gade der løber langs med kysten i hele Havanna. Vi bor i det centrale Havanana og ikke langt fra den gamle by. Vores Casa er fyldt med kuriositeter og antikviteter. Meget specielt, men egentlig også ret charmerende når man lige har vænnet sig lidt til det.

Allerede den første dag mødtes vi med Henrik, min gamle kollega som bor her i Havanna på 10. år. Han var til stor nytte, både i forhold til, hvad vi skal gå efter, men lige så meget i forhold til en lidt dybere indføring i dette lands historie og samfundsmæssige struktur. En sag har jo altid flere sider, og det er godt at høre noget fra en, som er så dedikeret, men samtidig ikke er blåøjet.

Han førte os også sammen med vores charmerende og tålmodige sproglærer, som er en pensioneret lærerinde, der også har en Casa Particular, hvor hun faktisk har haft en del studerende danskere boende igennem tiderne. Vi aftalte at gå i gang med studierne allerede dagen efter, altså onsdag, og samtidig besluttede vi at flytte hen i hendes Casa (som bl.a. har en fantastisk tagterrasse) når der bliver et værelse ledigt på lørdag.

Vi sluttede vores dag med Henrik af med at besøge hans hjem og heldigvis fik vi også mulighed for at hilse på hans kone og hans skønne datter på 2 år.

Vores sprogtimer i går gav udfordringer til os begge to. Jeg fandt ret hurtigt ud af at drage fordel af mine franskkundskaber, mens Peter virkelig blev sat på prøve, med et nyt sprog to ivrige kvinder. Peters udfordring blev altså at holde hovedet koldt på trods af vi andres pres, og min blev at klappe sylten i, og lade ham arbejde i sit eget tempo. Det gik heldigvis rigtig godt med begge dele, så vi skal nok få glæde af de timer vi har købt.

I dag har vi været på sightseeing med en dobbeltdækkerbus. Det var godt at hvile fødderne lidt, også efter vores første løbetur i morges.

Havanna er en helt fantastisk charmerende by. Farverne, stemningerne, forfaldet samt alle de utroligt mange mindelser om en fantastisk storhedstid kryber ind under huden på én, og man har konstant et smil om munden.

Vi har stadig musikken og dansen til gode, men jeg kan da fortælle, at den første musiker vi overhovedet mødte, var en basunist på Malecon, som spurgte, hvor vi var fra. Da vi havde fortalt ham det, spillede han temaet fra Olsenbanden – og jeg synes ellers ikke her vrimler med danskere, så måske var det et tilfælde.

Maden har vi jo talt så meget om inden vi tog hjemmefra, og det smarte er, at når man absolut ingen forventninger har, så kan man næsten ikke undgå at blive positivt overrasket. Vi har spist OK indtil nu, og vi får både god kaffe og har også nydt en fantastisk dejlig kage.

Vi bliver i hvert fald i Havanna i 14 dage, og jeg vil gøre mig store anstrengelser for, at nå på bloggen nogle flere gange, inden vi tager ud i landet, hvor det formentlig er ret umuligt at opdrive en internetforbindelse.