Baracoa

Jeg starter lige med et par betragtninger:

De allerfleste cubanere lever et liv absolut uden luksus, og med problemer med at få pengene til at slå til. I butikkerne er der som sagt næsten ingen varer. I et såkaldt supermarked er der normalt varer på alle hylder, men det er de samme varer. F.eks. kan den lokale cola Tukola fylde en hyldemeter fra øverst til nederst, hvilket vil sige at sådan et ”supermarked” er hurtigt at løbe igennem, og der er forsvindende lidt at vælge imellem. Dette gælder også tøj, og derfor er jeg fuld af beundring over den almindelige cubaneres udseende, både hvad gælder tøj, men så sandelig også hår, negle, sko osv. De gør virkelig noget ud af sig selv, og på trods af varmen, dufter mennesker generelt rent og dejligt, uden at være sprøjtet til med parfume.

En anden ting jeg har bidt mærke i, er at de måske ikke er blufærdige omkring de samme ting som os. Vi boede i en casa i Camaguey, hvor værten var en ældre herre over tres. Da vi kom, havde han gråt hår, hvilket svarede meget godt til hans alder. Pludselig så vi ham stavre rundt med hårfarve både i håret på hovedet og i det på brystet. Det var han ikke spor genert over.

Nu bor man jo også ganske tæt med sin værtsfamilie, så det er heller ikke sjældent, at vores, især ældre, værtinder går rundt i nattøj, om morgenen eller om aftenen. Det ser også ud til at være ganske uproblematisk for dem. Det er også ganske almindeligt, at kvinder går rundt med curlere i håret på gaden.

Her, som mange andre steder i verden, er der en del ret overvægtige. Ikke sjældent ser man tykmavede mænd lufte deres store maver ved at løfte op i blusen. Det må være dejligt i varmen, men ser lidt pudsigt ud. Kvinderne har øjensynligt ingen komplekser i forhold til deres størrelse. De går i fuldstændig kropsnært tøj, og har ikke på samme måde som mange danskere behov for at skjule sig bag løsthængende klæder.

Vi har funderet over om der er noget som adskiller os genetisk, for rigtigt mange kvinder har et stort svaj i ryggen, og en noget overdimensioneret bagdel, hvilket gør, at de faktisk virker mere sensuelle end en fladbaget dansker, også inden de overhovedet er begyndt at bevæge sig. Og her er selvfølgelig en anden væsentlig forskel. De kan altså nogen med de popoer, og når de så er lækkert chokoladebrune, og oven i købet nogen gange klæder sig i stærke farver, så bliver de altså mere iøjnefaldende end en skandinavisk turist i forsigtigt camouflagefarvede t-shirts og Häglöf-bukser. Og dog. Jeg er bare iøjnefaldende på en anden måde, for der er ingen tvivl om, at dem som lever af turisternes penge, kan spotte mig på meget lang afstand, og det kan alle andre såmænd nok også.

Cuba er et multietnisk samfund, og her lever folk med alle kulører. Derfor er det så dejligt befriende, at de ikke føler behov for den ”politiske” korrekthed, vi nogen gange er ved at brække tungen på derhjemme. Vi forsøger at finde neutrale måder at omtale hinanden på, for ikke at diskriminere nogen. F.eks. undgår vi at sige ”hende den rødhårede” eller ”ham med den store næse”. Her er det lige præcis måden man gør det på. Her kan man kaldes ”kaffe med mælk” (refererende til farven) eller ham uden hage. Øjensynligt tager man ikke den slags ilde op, men opfatter det bare som en kærlig og praktisk måde, at kende forskel på folk.

Baracoa

Dette sted har mange fordele. En ikke uvæsentlig er, at her findes en chokoladefabrik. Allerede da vi holdt en pause med bussen i bjergene, inden vi kørte det sidste stykke, blev vi tilbudt chokolade. Se det kalder jeg en modtagelse. At maden her også er mere eksotisk – hvis man kan kalde kokosmælk eksotisk – og velsmagende, er endnu en fordel. Samtidig er her enormt naturskønt, både her ved selv byen, som ligger ud til havet omgivet af bjerge, men også i omegnen. Vi har allerede besøgt stedets flotteste strand 3 gange. Det er efter min mening turens bedste strand indtil nu. Den er ikke overrendt, der er enormt smukt, havet er varmt og turkisblåt og der bliver hurtigt dybt. Og så er det heller ikke uvæsentligt at der er træer helt ned til stranden, så man kan finde skygge. Det er en god ting, når bussen kører derud kl. 10 og først kører hjem igen kl. 17. Bortset fra snorkleturen er det stadig lykkedes os at undgå at blive alt for røde, og selv den tur endte slet ikke så galt som først antaget.

I går var vi på en gåtur ind i et kæmpe naturreservat som ligger 40 km herfra. Tænk, der findes 2% af klodens fauna repræsenteret. Det var en dejlig tur med en god guide og jeg fik stillet min nysgerrighed i forhold til en del af de træer og planter vi har set på Cuba. Vi har jo ikke nogen opslagsværker med, så når der ikke ligefrem er frugter på planterne, er det svært at se, hvilke det er. Nu kan jeg kende et mangotræ, en kakaobusk, et mahognitræ, et cedertræ plus diverse andre.

Peter har været lidt sløj p.g.a. en mavebacille, men han er heldigvis helt frisk igen, så vi kan komme ud og spise noget rigtig mad i aften. Det skulle være et dejligt spisested, så det glæder jeg mig til. Måske bliver det til sværdfisk, eller måske haj? Det kan være vi aldrig finder ud af det, for det med det spanske, det går altså stadigvæk ikke ret godt.

Vi bliver i Baracoa til mandag. For det første er her rigtigt dejligt, og for det andet går der kun en bus herfra om dagen, og den søndag var udsolgt. Det gør nu slet ikke noget, for vi har endelig fået hul på det med at ligge ved stranden og slappe af, og det var også et af vores ønsker med turen. Solen har skinnet hver dag, og det er dejligt varmt uden at være uudholdeligt. Som sagt er vandet varmt og dejligt – så for pokker. Der er INGENTING at klage over.

Der er cirka en times transport til stranden, og i dag valgte vi den lokale lastbil i stedet for den mere konfortable ”Cuba-tur-bus”. Det viste sig ikke at være billigere, men til gengæld fik vi en rigtig hyggelig snak med en lokal fyr som kunne lidt engelsk, og så var der meget mere frisk luft.

I dag ved stranden tog jeg mig selv i at tænke: Hvis du ligger med lukkede øjne, vil du fortryde det. Når du kommer hjem til et gråt Danmark, vil du ærgre dig over, at du ikke havde åbne øjne og nød synet mens du kunne. Jeg tillod mig dog at blunde en kort stund, og nåede også en pænt stykke ind i ”Kongens Fald” som jeg med skam at melde aldrig har fået læst. Cuba og Johannes V. Jensen. Sjov cocktail.

Apropos Cocktail smagte vi en rigtig god en af slagsen i går. En Baracoa: Ananaslikør, ananasjuice og 7 års Havana Club rom. Den smagte dælme dejligt og blev så oven i købet indtaget på en terrasse med et fantastisk vue over byen. Bliver I misundelige eller hvad? Det er også meningen.

Camilla som også boede hos Dinorah i Havana, og som vi snakkede en del med, er lige taget hjem til Danmark da hendes far pludselig er død af hjertestop. Han var kun midt i halvtredserne, så det er godt nok en reminder om, at vi skal huske at leve mens vi er her.

Mange kærlige tanker til alle jer dejlige mennesker derhjemme. Hvor er jeg glad for at I er der, for så bliver det lidt nemmere at forlade alt det dejlige her, når den tid kommer.