Peters refleksion 1.

Økonomien.
Under rejsen udgør vores egen lille økonomi et punkt vi op til flere gange daglig er nød til at
forholde os til. Typisk når vi vælger vores overnatningssted, når vi skal beslutte hvor vi skal indtage
vores måltider, eller hvilke udflugter vi skal på.
Inden rejsen var en af vores store betænkeligheder at Caribien generelt er dyr at rejse i, specielt for
os der er vant til af færdes i Asien. Og ja det er dyrt at være her på Cuba, men ikke entydigt. Det er
dette modsætningsforhold jeg vil skrive et par linjer om.
Men først et par linjer om Cubas økonomi, med det forbehold at jeg jo ikke har nogen doktorgrad i
økonomi og nemt kan have mistolket nogle oplysninger.
Kort fortalt har Cuba set sig nødsaget til at være en del af det Østeuropæiske økonomiske
samarbejde. Her blev det ”dikteret” eller Cuba valgte selv, at de skulle levere alt det sukker de
kunne producere til Østeuropa. Til gengæld ville de få alle de varer de havde brug for. Sovjet har i
de år hvor det stod på, støttet Cuba med gigantiske beløb ( 11 millioner dollars pr. dag). Det siges i
spøg at Cuba på den måde var medvirkende til økonomisk undergravning af kommunismen.
Sukkerproduktionen var en ensporet satsning, som har været stærkt medvirkende til, at Cubas
økonomi kollapsede da Sovjet trak sig ud efter murens fald. Pludselig stod Cuba og skulle ud på det
frie verdensmarked og købe alle de fornødenheder de ikke selv producerede.
Den store udfordring er at Cuba ikke er i stand til at brødføde sig selv. I 2007
importerede Cuba op mod 80% af hvad de konsumerede. Det er vel og mærke i et land der ud
fra en faglig vurdering burde have mulighed for at producere 5 gange mere mad end de har brug
for. Men den dårlige landbrugsproduktion skyldes ikke udelukkende den ensidige dyrkning af
sukkerrør, men også til en vis grad, forældet udstyr (grunden USA embargo er der mangel på
teknik/mekanik), dårlig distribution af fødevare og ineffektiv dyrkning. Det sidste kan skyldes et
klassisk kommunistisk fænomen, manglende incitament da ingen producerer til sig selv men til
staten i større kooperativer.
For at Cuba kan importere fødevare og andre fornødenheder som olie, skal de bruge fremmedvaluta.
Sukker giver langtfra den nødvendige valuta og derfor har Cuba (som mange andre Caribiske
øer) nu satset på turistindustrien. En del af det system er at der bruges to betalingssystemer: et for
turister som giver adgang til rigtig mange varer og ydelser men er dyrt, og et for lokalbefolkningen
som giver adgang til de mest basale fornødenheder som de lokale har råd til. For at sikre sig at
befolkningen får det mest basale er der endvidere rationeringsmærker på brød ris mm.
Det forventes at turisterne hovedsagelig holder sig til den ”dyre” valuta, som de fleste også gør,
da den giver adgang til de varer og ydelser en vesterlænding forventer. MEN det prisniveau ligger
kun 20-30% under det danske prisniveau. Eksempelvis koster en lokal øl i forretning ikke under
6 kr, eller en kop kaffe med mælk (mælk er mangelvare) omkring 15 kr. Et besøg på et museum
kommer ikke under 30kr og de billige overnatninger i private hjem ligger i snit på 150-200 kr. pr
dobbeltværelse (hoteller som vi hidtil ikke har brugt ligger ofte på 300 for de billigste). De private
hjem skal have en statslig tilladelse til udlejning og betaler ca. 1200 kr til staten pr mdr. uanset
om de har gæster eller ej. Cuba er aktuelt kommet op på at have ca 10% af alle caribiske turister,
hvilket faktisk er godt gået da Amerikanske turister ikke må rejse til Cuba for deres egen regering.
Det ikke kun turistindustrien der bidrager til Cubas indkomst. Cuba har også en udbygget eksport
af råstoffer som nikkel, kobber mm (minedrift) og eksport af viden, specielt på sundhedsområdet
hvor de eksporterer sundhedsfaglig bistand til 3. verdenslande. Herudover søger de at mindske de
offentlige udgifter ved at omlægge eller nedlægge stillinger. I Cuba er ca ½ af befolkningen ansat
i det offentlige. Set med vores øjne et ganske ineffektivt system, hvor der i de offentlige kontorer
sidder op til 3-4 personer og intet laver.
Priserne bliver sat i perspektiv når en Cubaner typisk tjener mellem 150 og 400 kr om måneden.
Cuba befinder sig midt i en brydningstid (fristes til at sige igen og igen). For at stimulere
økonomien har det kommunistiske styre yderligere åbnet op for markedsøkonomien. Den enkelte
Cubaners mulighed for at etablere egen lille forretning er blevet bedre, dog skal der betales kontant
til staten. Samtidig forsøger man sig med et nyt incitament: styring af landbruget, ved at give
bønderne mulighed for at dyrke egen jord (lejet af staten), hvor de kan handle 20% af udbyttet på de
frie marked (80% afregnes til statens fastsatte takster for at sikre at alle kan få basis føde).